Hård kritik af britiske ministre svækker May
Skandale omkring britisk ministers møder i Israel kommer på et meget ubelejligt tidspunkt for Theresa May.
Den britiske udviklingsminister, Priti Patel, står til at blive afsat, efter at hun har haft møder i Israel uden at hendes regering kendte til det. Det skriver flere britiske medier.
Sagen kommer på et meget ubelejligt tidspunkt for premierminister Theresa May.
Hendes forsvarsminister er trådt tilbage som følge af beskyldninger om sexchikane, og hendes udenrigsminister kritiseres også voldsomt i pressen.
Patel ønskede ifølge britiske medier at sende bistandsmidler til den israelske hær efter flere hemmelige møder med israelske politikere.
Premierministerens kontor bekræftede tirsdag, at Patel har drøftet bistandsmidler til det israelske militær med flere embedsmænd, skriver The Guardian.
Det skulle være sket i forlængelse af hemmelige møder med blandt andre Israels premierminister, Benjamin Netanyahu.
Pengene skulle gå til støtte af humanitære operationer i den israelsk-besatte del af Golanhøjderne.
Patel er i forvejen presset i sagen, da hun har beklaget, at hun under en ferie i Israel i august havde 12 hemmelige møder med israelske politikere - uden at hun informerede sin regering.
Hun er også blevet irettesat af premierministerens kontor, fordi hun i et interview med The Guardian gav indtryk af, at udenrigsminister Boris Johnson og hans departement havde kendskab til møderne.
Israel tog dele af Golanhøjderne fra Syrien under Seksdageskrigen i 1967. Det har Storbritannien aldrig anerkendt. Det er i strid med britisk politik at give pengestøtte til den israelske hær i besatte områder.
Patel er en markant tilhænger af brexit og er populær i store dele af det konservative parti.
Hun har aflyst en planlagt tur til Afrika, og britiske medier har fremsat spekulationer om, at hun står over for en afskedigelse.
Michael Fallon forlod i sidste uge sin post som forsvarsminister. Det var i kølvandet på en sag, hvor han er beskyldt for "upassende opførsel" over for en kvinde. Sagen lå 15 år tilbage i tiden.
Tirsdag blev Boris Johnson presset til at undskylde bemærkninger, som han har fremsat om en fængslet kvindelig nødhjælpsarbejder i Iran.
Hans udtalelser siges at have forværret nødhjælpsarbejderens situation over for de iranske domstole.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie