Harris tager snæver føring over Trump i meningsmåling
Til Reuters siger to kilder med kendskab til sagen, at Kamala Harris muligvis på mandag melder ud, hvem der bliver hendes vicepræsidentkandidat. (Arkivfoto). Foto: Dustin Chambers/Reuters
Meningsmåling viser, at Kamala Harris på landsplan står til at slå Donald Trump med et procentpoint ved valg.
Kamala Harris, som er USA's vicepræsident og den sandsynlige præsidentkandidat for Det Demokratiske Parti til efterårets valg, har taget en føring på et procentpoint over den republikanske kandidat, Donald Trump.
Det viser en meningsmåling fra nyhedsbureauet Reuters og analyseinstituttet Ipsos.
Meningsmålingen viser, at Harris har støtten fra 43 procent af vælgerne, mens Trump står til 42 procent af stemmerne, når amerikanerne den 5. november går til valg.
Målingen har dog en statistisk usikkerhed på tre procentpoint, hvilket vil sige, at føringen er inden for denne.
I sidste uge viste en meningsmåling, der også var fra Reuters og Ipsos, at Harris på landsplan stod til at slå Trump med to procentpoint.
Siden landets nuværende præsident, Joe Biden, tidligere på måneden trak sit kandidatur tilbage, har Harris modtaget både opbakning og donationer fra flere sider.
I ugerne inden Biden droppede at gå efter endnu fire år på posten, pegede meningsmålingerne ellers på større støtte til Trump end til den demokratiske Biden. Han blev blandet andet kritiseret for at fremstå usammenhængende og gammel.
Den forskel i støtten ser dog med de seneste meningsmålinger ud til at være blevet udlignet.
Meningsmålingen viser også, at vælgerne foretrækker Trumps politik, når det kommer til økonomi, immigration og kriminalitet, mens Harris blandt mange menes at have den bedste plan for USA's sundhedssystem.
Meningsmålingen er udført fra den 26. til 28. juli på baggrund af svar fra 1025 amerikanere.
Mens Trump har peget på J.D. Vance som sin vicepræsidentkandidat, har Harris endnu ikke gjort det klart, hvem der bliver hendes.
Til Reuters siger to kilder med kendskab til sagen, at hun muligvis melder det ud på mandag, inden hun i næste uge i valgkampens navn bevæger sig ud i landet. Her skal hun besøge flere svingstater.
Svingstater er steder, som kan tippe til begge kandidater, modsat de stater, hvor den ene part på forhånd er så godt som sikker på sejr.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie