Hedebølge med 51 graders varme i Indien
Aldrig er der målt så høj en temperatur i Indien. Myndigheder advarer om "alvorlig hedebølge" i weekenden.
En by i det nordlige Indien har slået den nationale varmerekord, efter at der er blevet registreret 51 grader Celsius på termometeret, oplyser landets vejrtjeneste.
Rekorden er slået i byen Phalodi i delstaten Rajasthan.
Temperaturer på omkring 40 grader er ikke ualmindelige i det nordlige Indien i maj og juni, som er årets varmeste måneder. Men temperaturer på op imod 50 grader er usædvanligt.
Den tidligere varmerekord var på 50,6 grader Celsius. Den blev sat i 1956.
Myndighederne har udsendt advarsler om det usædvanligt varme vejr.
- I går blev der målt den varmeste temperatur, som nogensinde er målt i landet ... 51 grader i Phalodi, siger B.P. Yadav, som er direktør for Indiens Meteorologiske Departement.
Myndighederne har udsendt advarsler om en "alvorlig hedebølge" i de nordlige og vestlige regioner i weekenden.
Indien advarer om hedebølge, når temperaturerne når op på 45 grader - eller fem grader over gennemsnittet i området i de seneste år.
Sidste år døde omkring 2500 mennesker under hedebølger i Indien.
Store dele af landet var allerede i april i år så plaget af ekstreme varmegrader og tørke, at flere delstater måtte tage usædvanlige skridt for at forhindre flere dødsfald.
Myndighederne i den østlige delstat Bihar på grænsen til Nepal nedlagde forbud mod at lave mad over åben ild i dagtimerne, da tilfældige brande har kostet mange menneskeliv.
Omkring 330 millioner indere mangler vand til de daglige gøremål.
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie