Verden venter på, at USA og de fremstormende ulandsgiganter Kina, Indien og Brasilien tager ansvar på klimaområdet.
Sådan lyder kommentaren fra EU's klimakommissær, Connie Hedegaard, efter to dages såkaldt Pre-COP-møde i Sydafrika forud for årets klimakonference, COP17 i Durban, næste måned.
- Den gode stemning under denne Pre-COP kunne ikke skjule, at verden venter på, at USA og den tredje verdens nye stærke økonomier forpligter sig, siger Connie Hedegaard i en kommentar fra Stellenbosch i Sydafrika.
Hun glæder sig over, at flere og flere ulande erkender, at "EU kæmper for større ambitioner".
Selv om Europa sammen med Japan, Canada og Rusland skulle beslutte at videreføre Kyoto-aftalen efter 2012, ville disse lande tilsammen kun stå for 15 procent af det globale CO2-udslip, påpeger klimakommissæren.
- Det er helt åbenlyst ikke nok. De andre store CO2-udledere må også forpligte sig, siger Hedegaard.
EU er villig til at indgå i en ny Kyoto-periode fra 2013.
- Men det giver kun mening, hvis de lande, som repræsenterer de øvrige 85 procent, vil tage ansvar i den nære fremtid. Derfor skubber EU på for en klar køreplan fra Durban, siger Connie Hedegaard.
Sydafrikas udenrigsminister, Maite Nkoana-Mashabane, forudser "skrappe forhandlinger" i Durban, siger hun til AFP.
- Vi har ikke længere tid til at udskyde nøglespørgsmålet om en ny forpligtelsesperiode til et andet sted eller en anden COP, understreger Nkoana-Mashabane.
USA har sagt klart nej til Kyoto. Kina vil ikke forpligte sig, før USA viser handling. Og Japan, Canada og Rusland har tilkendegivet, at de ikke vil være med i en Kyoto 2-aftale.
Dermed står EU og en lang række ulande tilbage med ønsket om at forlænge aftalen fra Kyoto. Ifølge aftalen er det indtil videre kun industrilande, der skal skære i CO2-udslippet.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie