Hugh Grant er nomineret til Emmy for rolle i Bier-serie
"The Undoing", instrueret af Susanne Bier, er ikke nomineret til en Emmy. Det er dog Hugh Grant for sin rolle.
Skuespilleren Hugh Grant er blevet nomineret til en Emmy-pris for bedste mandlige hovedrolle i en "begrænset serie".
Det er han for sin rolle i tv-serien "The Undoing", der er instrueret af danske Susanne Bier.
Det fremgår af listen over nominerede, som er offentliggjort tirsdag.
Uddelerne af Emmy-priserne definerer en begrænset tv-serie som en serie, der indeholder to eller flere afsnit med en total spilletid på mindst 150 minutter.
Serien skal også fortælle en samlet, ikke-tilbagevendende historie, hvor der ikke er en løbende historie og/eller hovedpersoner, der er med i efterfølgende sæsoner.
The Undoing, som fik premiere på HBO 25. oktober sidste år, udspiller sig i New York, hvor et dødsfald og en række gruopvækkende afsløringer pludselig ændrer alt for familien Fraser, som ellers lever et tilsyneladende idyllisk liv på Manhattan.
Ud over Hugh Grant har også Nicole Kidman, Donald Sutherland, Édgar Ramirez og danske Sofie Gråbøl bærende roller i serien.
The Undoing er skrevet og produceret af David E. Kelley, som blandt andet står bag "Big Little Lies" og seriesuccesen "Ally McBeal".
I februar i år modtog The Undoing fire Golden Globe-nomineringer for Bedste Miniserie, Bedste Kvindelig Rolle i En Miniserie, Bedste Mandlige Rolle i En Miniserie samt Bedste Birolle i En Miniserie.
The Undoing er som serie alene ikke nomineret til nogen Emmy-pris. Det er altså alene Hugh Grant, der er nomineret til en pris for sin rolle i serien.
Selve uddelingen af de forskellige Emmy-priser finder først sted 19. september.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned