Indonesisk ø hæver sig 25 centimeter efter voldsomt jordskælv
En mand vasker sine fødder forud for fredagsbøn på et evakueringscenter i det nordlige Lombok fredag. Foto: Sonny Tumbelaka/Ritzau Scanpix
Sonny Tumbelaka/Ritzau Scanpix
Mindst 300 mennesker døde under jordskælvet på Lombok søndag. Nu har øen hævet sig som følge af skælvet.
Søndagens voldsomme jordskælv på den indonesiske ø Lombok har fået øen til at løfte sig 25 centimeter.
Det konstaterer forskere fra Nasa og California Institute of Technology efter at have studeret blandt andet satellitbilleder af øen. Det skriver nyhedsbureauet AP.
På den nordvestlige del af øen nær jordskælvets epicentrum har jorden løftet sig 25 centimeter, mens jorden andre steder på øen er sunket mellem 5 og 15 centimeter.
Jordskælvet havde en beregnet størrelse på 7,0.
Den seneste melding er, at 319 personer har mistet livet. Det fortalte Indonesiens sikkerhedsminister, H. Wiranto, torsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.
Søndagens jordskælv og de efterfølgende ødelæggelser har tvunget 270.000 mennesker ud af deres hjem. Titusinder af huse er helt eller delvist ødelagte.
Af frygt for efterskælv sover mange af øens indbyggere udendørs på nødherberger, som består af telte slået op under åben himmel.
Telte og presenninger ses overalt langs øens veje og på marker. Flere steder er der opstillet telte, hvor læger og andet sundhedspersonale behandler de kvæstede.
I nogle af de midlertidige lejre er de evakuerede ved at løbe tør for mad. Andre lider af psykiske traumer efter søndagens jordskælv.
- Vi har stadig brug for langsigtet hjælp, siger talsmand for landets katastrofeministerium Sutopo Purwo Nugroho ifølge AFP.
Tre fjerdedele af landområderne i det nordlige Lombok har været uden strøm siden søndag.
Både lokale myndigheder og internationale hjælpeorganisationer er begyndt at organisere hjælpen til de titusinder af berørte.
Men de ødelagte veje har gjort det vanskeligt at komme frem til overlevende i bjergrige egne i det nordlige og østlige Lombok, hvor ødelæggelserne er værst.
Torsdag ramte et kraftigt efterskælv Lombok. Skælvet havde en beregnet størrelse på 6,2 oplyser myndighederne.
En uge tidligere havde et andet jordskælv med en beregnet størrelse på 6,9 ramt øen og kostet 17 mennesker livet.
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie