International enighed: Valg i Østukraine til sommer
Målet er, at der kan holdes lokalvalg i Donetsk og Lugansk inden august. Tyskland og Ukraine er skeptiske.
Udenrigsministrene fra Rusland, Ukraine, Tyskland og Frankrig er torsdag blevet enige om, at der skal arbejdes på at holde lokalvalg flere steder i det østlige Ukraine senest i slutningen af juli.
Det siger Frankrigs udenrigsminister, Jean-Marc Ayrault, der var vært for mødet i Paris torsdag. Han kalder aftalen et "skridt fremad" ifølge AFP.
- Vi understreger vigtigheden af at vedtage en ny valglov for at kunne holde lokalvalg i første halvdel af 2016, siger han efter mødet med sine kolleger i den såkaldte Normandiet-kvartet.
De fire udenrigsministre opfordrer samtidig til, at alle fanger, der bliver ulovligt tilbageholdt, skal løslades nu og frem mod 30. april, siger Ayrault. Det skal blandt andet ske med fangeudvekslinger mellem de stridende parter.
Mens Frankrig går fra mødet med et positivt indtryk, er Tysklands udenrigsminister, Frank-Walter Steinmeier, mere skeptisk.
Han kritiserer især Rusland og Ukraines tilgang til forhandlingerne.
- Jeg er ikke tilfreds med den måde, som Kijev og Moskva har ført disse forhandlinger på, siger han ifølge dpa.
Han sagde for nylig, at "vi stadig er et godt stykke fra at implementere Minsk" med henvisning til den aftale, der blev indgået i den hviderussiske hovedstad i februar 2015.
Her blev det blandt andet besluttet, at der skal holdes regionale valg, som kan danne grundlag for et "midlertidigt selvstyre" i de oprørskontrollerede områder.
Ukraines udenrigsminister, Pavlo Klimkin, understreger, at der ikke kan blive holdt valg i landets østlige del, så længe der fortsat er kampe med separatisterne i området.
- Vi skal være i stand til at sikre, at disse valg kan blive holdt i sikkerhed, siger han ifølge AFP.
Gennem længere tid har der været forholdsvis fredeligt i udbryderregionerne Donetsk og Lugansk på grænsen til Rusland, men i de seneste dage har der været træfninger mellem Ukraines regeringshær og de russiskstøttede separatister.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned