Irans præsidents lig er fundet og eftersøgning afsluttet
Eftersøgningen efter styrtet helikopter er afsluttet. Irans præsident Ebrahim Raisis lig er fundet. Her ses helikopteren med præsidenten om bord lette nær grænsen mellem Iran og Aserbajdsjan søndag. Foto: Ali Hamed Haghdoust/Ritzau Scanpix
Iransk Røde Halvmåne meddeler, at flere personers lig er blevet fundet efter en helikopterulykke søndag.
Ritzau Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Præsident Ebrahim Raisis lig er blevet fundet efter et helikopterstyrt i en bjergregion i det nordvestlige Iran.
Det meddeler iransk Røde Halvmåne mandag ifølge nyhedsbureauet AFP.
Desuden meddeler organisationen, at eftersøgningen er afsluttet.
Også andre lig er blevet fundet efter styrtet.
- Vi er ved at overføre martyrernes lig til Tabriz i det nordvestlige Iran, siger Pirhossein Koolivand, som er chef for Røde Halvmåne, til iransk stats-tv.
Annonce
Røde Halvmåne har deltaget i eftersøgningsarbejdet, efter at der søndag var meldinger om, at en helikopter med den iranske præsident om bord var styrtet.
Også den iranske udenrigsminister, Hossein Amir-Abdollahian, er død i helikopterstyrtet.
Ebrahim Raisis lig er blevet fundet ved ulykkesstedet. Også andres lig er fundet, lyder det fra iransk Røde Halvmåne. Foto: -/Ritzau Scanpix
Efter meldinger om styrtet kæmpede redningshold søndag med at nå frem til ulykkesstedet. Ifølge det officielle iranske nyhedsbureau Irna var 40 redningshold på vej til stedet, og der blev brugt både hunde og droner.
Ebrahim Raisi var på vej tilbage fra et besøg ved grænsen til Aserbajdsjan. Hans helikopter var en del af en konvoj med tre helikoptere.
Helikopteren med præsidenten og udenrigsministeren om bord styrtede i et bjergrigt område med tyk tåge.
Ifølge statsmedier viser billeder fra stedet, at den amerikanskproducerede Bell 212-helikopter ramte ind i en bjergtop, skriver Reuters. Der er endnu ingen officiel melding om årsagen til styrtet.
Også guvernøren for den iranske provins Øst-Aserbajdsjan og en højtstående imam fra byen Tabriz er døde som følge af styrtet.
Ebrahim Raisi blev 63 år. Han blev valgt som præsident i Iran i 2021.
Han blev anset for at være en meget konservativ politiker med tætte bånd til landets øverste leder, ayatollah Ali Khamenei. Han blev tidligere udpeget som en mulig afløser for Khamenei.
I Raisis tid som præsident er der blevet slået hårdt ned på protester, og landets morallove er blevet skærpet.
Annonce
I det todelte iranske system, som er et præstestyre med visse demokratiske træk, er det den øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, som er den øverste politiske autoritet.
Khamenei har det sidste ord, hvad angår alt på et højere politisk niveau. Lederen udnævnes af Eksperternes Råd på livstid. Medlemmerne i Eksperternes Råd er folkevalgte.
Også præsidenten er valgt af folket og er regeringsleder og ansvarlig for den daglige ledelse af republikken.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie