Israel beskylder Hamas for at forsøge at ændre våbenhvileaftale

Krigen i Gazastriben har stået på siden 7. oktober, hvor Hamas angreb Israel. Med støtte fra det internationale samfund arbejder de to parter på at finde frem til en aftale om våbenhvile. Foto: Eyad Baba/Ritzau Scanpix

Ifølge Israel har Hamas ændret betingelser blandt andet for gidsler i aftalen om en våbenhvile i Gazastriben.

Offentliggjort Sidst opdateret

En embedsmand fra Israels regering hævder tirsdag aften, at den væbnede palæstinensiske bevægelse Hamas har ændret en række centrale parametre i våbenhvileaftalen i den accept, som bevægelsen har overleveret til Israel.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Hamas' ændringer gælder blandt andet betingelser for løsladelse af de gidsler, som stadig sidder fanget i Gazastriben.

FN's Sikkerhedsråd godkendte mandag en plan for våbenhvile i Gazastriben.

Tirsdag formiddag lød det fra Hamas, at bevægelsen accepterede resolutionen, og at man var klar til at forhandle om de nærmere detaljer i aftalen.

Men ifølge den israelske embedsmand, som udtaler sig på betingelse af anonymitet, har Hamas i sit svar til Israel altså ændret betingelserne på en række centrale punkter.

- Israel har her til aften modtaget Hamas' svar via mægleren. I svaret har Hamas afvist det forslag om at løslade gidslerne, som blev fremlagt af Joe Biden (USA's præsident, red.).

- De (Hamas, red.) har ændret samtlige centrale og mest betydningsfulde parametre, siger embedsmanden.

Ifølge den israelske avis Haaretz siger en kilde, som ifølge avisen har kendskab til forhandlingerne, at Hamas har ændret tidsrammen for våbenhvilen og betingelserne for de israelske styrkers tilbagetrækning fra Gazastriben.

Izzat al-Rishq, et medlem af Hamas' politbureau, siger natten til onsdag, at Hamas' svar på forslaget er "ansvarligt, seriøst og positivt".

Han præciserer ikke, hvilke ændringer Hamas har lavet i forslaget, men siger, at det "åbner en bred vej" til en aftale med Israel.

Planen blev 31. maj præsenteret af USA's præsident, Joe Biden.

Der er tre faser i den plan, der er fremlagt.

Planen skal i sidste ende sætte en stopper for krigshandlingerne i Gaza, føre til frigivelse af alle gidsler, som er i Hamas' varetægt, og resultere i en genopbygning af Gaza uden Hamas ved magten.

Til gengæld for frigivelse af gidsler skal der løslades palæstinensiske fanger fra israelske fængsler.

Resolutionen fra FN's Sikkerhedsråd opfordrer "begge parter til fuldt ud at implementere dens (våbenhvilens, red.) vilkår uden forsinkelse og betingelser".

Hamas har allerede varslet, at planen ikke nødvendigvis vil blive godtaget, som den blev fremlagt af den amerikanske præsident.

I en fælles udtalelse fra Hamas og den allierede militante gruppe Islamisk Jihad sagde grupperne, at grupperne havde "kommentarer" til planen, men at man var indstille på at nå frem til en aftale om at få stoppet krigen.

Den seneste opblussen i den årtier lange konflikt begyndte 7. oktober sidste år, da Hamas angreb Israel.

Omkring 1200 blev dræbt under angrebet på Israel. Cirka 250 blev taget som gidsler.

Mindst 37.164 palæstinensere er blevet dræbt i Israels efterfølgende angreb i Gaza, oplyser sundhedsministeriet i Hamas-kontrollerede Gaza ifølge Reuters.

/ritzau/