Israel hævder at have stoppet terrorcelle ved Libanon-grænse
Røg stiger op over det omstridte område Shebaa Farms, der her er fotograferet fra landsbyen Marjayoun i det sydlige Libanon mandag. Foto: Aziz Taher/Reuters
Aziz Taher/Reuters
Israels militær har skudt granater ind i Libanon efter en "hændelse" ved grænsen, hvor spændingerne er øget.
Israelske soldater har mandag åbnet ild mod en gruppe bevæbnede mænd, der krydsede grænsen fra Libanon ind i Israel.
En indtrængende "terrorcelle" er blevet stoppet, meddeler israelsk militær ifølge nyhedsbureauet AFP og andre medier.
- Vi formåede med succes at forhindre en terrorcelles forsøg på at trænge ind i Israel, siger talsmand for hæren Jonathan Conricus.
Han tilføjer, at militæret har affyret granater ind i Libanon "af forsvarsmæssige årsager".
Det drejede sig om tre til fem bevæbnede mænd, der var krydset ind i et omstridt område, som både Libanon, Israel og Syrien gør krav på.
Flere brag blev hørt i området omkring Shebaa Farms, og der kunne ses røg stige op over området, rapporterer AFP.
- Vi kunne se, at terroristerne flygtede tilbage til Libanon, siger Jonathan Conricus.
Talsmanden tilføjer, at ingen israelske soldater er dræbt eller såret. Der er heller ikke umiddelbart meldinger om nogen dræbte på libanesisk side.
Der faldt igen ro over området efter to timer, skriver Haaretz. Medier i Libanon melder også om ro i landsbyerne i den sydlige del af landet.
Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, sagde ifølge den israelske avis Haaretz, at "vi er midt i en kompliceret hændelse".
Israel har dog ikke umiddelbart rettet skylden for det formodede angreb mod den libanesiske Hizbollah-bevægelse.
Der er øgede spændinger mellem de to sider nu på grund af drabet på et Hizbollah-medlem i den syriske hovedstad, Damaskus, i sidste uge. Den militante gruppe beskylder Israel for at stå bag.
I en meddelelse mandag aften afviser Hizbollah at stå bag noget angreb eller et forsøg på at trænge ind i Israel.
Ingen Hizbollah-medlemmer har været involveret i sammenstød eller har åbnet ild omkring Shebaa Farms, meddeler bevægelsen ifølge Reuters.
Hizbollah har svoret at hævne drabet, skriver Haaretz. Det har fået Israel til at indsætte ekstra soldater tæt ved grænsen.
Den shiitiske bevægelse siger mandag aften, at der formentlig er nervøsitet i Israel på grund af øgede spændinger.
Hizbollah tilføjer, at der på et tidspunkt vil komme et svar på drabet i Damaskus, skriver Reuters.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie