Israels lukning af en adgangsrampe til området omkring al-Aqsa-moskéen i Jerusalem bringer de muslimske sind i kog i regionen.
- Det er et alvorligt skridt, der viser en zionistisk aggression mod al-Aqsa-moskéen, siger Hamas' talsmand, Fawzi Barhum, til nyhedsbureauet AFP.
- Det er en voldelig handling, der nærmer sig en deklaration af religiøs krig mod hellige, muslimske steder i Jerusalem, fortsætter han og opfordrer til en "arabisk og muslimsk mobilisering til at stoppe disse alvorlige hændelser".
Israelske myndigheder lukkede søndag aften Mughrabi-rampen, fordi den mentes at kunne være til fare for den offentlige sikkerhed.
Det er byrådet i Jerusalem, der siger, at rampen udgjorde en brandrisiko, og der samtidig var fare for, at den kunne kollapse og styrte ned over en plads indrettet til bedeplads for kvinder.
Men lukningen falder palæstinenserne for brystet.
- Det skaber en negativ atmosfære i hele regionen, der risikerer at kaste området ud i yderligere uro, advarer Nabil Abu Rudeina, der er talsmand for det palæstinensiske selvstyre.
Handlingen blev også straks fordømt af Jordan, hvis magtfulde islamister betegner det som et tegn på "grov aggression".
- Det er et meget farligt træk. Den eneste løsning over for dette væsen (Israel, red.) er modstand for at beskytte vores hellige steder, siger lederen af Jordans Muslimske Broderskab, Hammam Said.
Der er 15 adgangsveje til området omkring al-Aqsa-moskéen, hvoraf de 10 er i brug.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie