Israelsk offensiv skaber frygt for Gaza-tilstande på Vestbredden

Israelske styrker ses her i Tubas på Vestbredden, hvor fem mennesker ifølge myndigheder onsdag blev dræbt under et israelsk luftangreb. Foto: Zain Jaafar/Ritzau Scanpix

Den israelske offensiv på Vestbredden viser ifølge forsker, at Israel forsøger at gøre livet så svært som muligt for så mange palæstinensere som muligt.

Offentliggjort Sidst opdateret

Mens Hamas og Israel bekriger hinanden i Gazastriben, fortsætter spændingerne også med at stige på den besatte Vestbred.

For to uger siden begyndte Israel en stor militær operation på Vestbredden, som har været besat af Israel siden 1967.

Situationen var i forvejen mere anspændt i det palæstinensiske område end normalt på grund af krigen i Gaza.

Israels operation puster yderligere til ilden.

Ifølge Israel er formålet at bekæmpe terrorceller.

Israelske styrker har siden slutningen af august udført en række operationer i den nordlige del af Vestbredden, særligt i Tubas, Jenin og Tulkarm.

I de tre byer menes der at være mange medlemmer af væbnede grupper som Hamas, Islamisk Jihad og Fatah.

Senest blev fem personer på mellem 18 og 24 år ifølge palæstinensiske myndigheder onsdag dræbt i et israelsk luftangreb i Tubas.

Den øgede vold i det palæstinensiske område skaber bekymringer internationalt.

Blandt andet hos EU's udenrigschef, Josep Borrell.

- Israel åbner en ny front med et klart mål: at gøre Vestbredden til det nye Gaza ved at øge volden, fjerne Det Palæstinensiske Selvstyres legitimitet og fremprovokere gengæld, sagde han tirsdag ifølge AFP.

Nogle israelske ministre har opfordret til at skrue endnu mere op for den militære indsats på Vestbredden. Det er Borrell stærkt imod.

- Hvis ikke der handles nu, bliver Vestbredden et nyt Gaza. Og Gaza bliver en ny Vestbred, fordi bosættere planlægger nye bosættelser i Gaza, sagde han.

Omkring 490.000 israelere bor i ulovlige bosættelser side om side med cirka tre millioner palæstinensere på Vestbredden. Området ses af palæstinensere som en vigtig del af en fremtidig uafhængig stat.

Israelske styrker har siden slutningen af august udført en række operationer i den nordlige del af Vestbredden, særligt i Tubas, Jenin og Tulkarm. I de tre byer menes der at være mange medlemmer af Hamas, Islamisk Jihad og Fatah. Foto: Jaafar Ashtiyeh/Ritzau Scanpix

Også USA, en af Israels vigtigste allierede, opfordrer Israel til at skifte retning.

Opfordringen kom tirsdag, efter at en amerikansk aktivist blev dræbt af israelske styrker under en protest imod bosættelserne.

Ifølge Israel var drabet et uheld. Men USA's udenrigsminister, Antony Blinken, kalder drabet på den 26-årige kvinde for "uprovokeret og ubegrundet".

- Efter vores mening bør israelske styrker foretage grundlæggende ændringer i måden, hvorpå de opererer på Vestbredden.

39 palæstinensere blev dræbt i israelske angreb i sidste uge på Vestbredden. Hundredvis blev såret, huse sprængt i luften, og gader blev revet op, mens vand- og elforsyninger blev ødelagt.

Det norske nyhedsbureau NTB har talt med Marte Heina-Engdal, som er vicedirektør ved Noref Senter for international konfliktløsning og længe har forsket i konflikten mellem Israel og palæstinensere.

Hun afviser Israels forklaring om, at angrebet på Vestbredden er et forsøg på at slå ned på palæstinensisk modstand.

En palæstinenser ser på ødelæggelserne efter en israelsk offensiv i Jenin på Vestbredden. (Arkivfoto). Foto: Raneen Sawafta/Reuters

- Ser vi det i sammenhæng og på måden, som det udføres på, så kan det ikke længere konkluderes på anden måde, end at Israel har en intention om at gøre livet så vanskeligt som muligt for flest muligt.

- Det fremstår, som om de slet og ret vil skræmme folk. Både fra at deltage i militante grupper, men også fra at yde enhver anden form for modstand mod besættelsen, siger hun til NTB.

/ritzau/

Vold på Vestbredden

* Volden på Vestbredden er taget til, siden krigen i Gaza begyndte efter 7. oktober sidste år. Det var den dato, hvor Hamas angreb Israel.

* Der har været nærmest daglige aktioner på Vestbredden fra israelske styrker, som har foretaget tusindvis af anholdelser. Der har også været hyppige skududvekslinger mellem sikkerhedsstyrker og palæstinensiske militante.

* Mere end 680 palæstinensere er blevet dræbt på Vestbredden siden 7. oktober. Tallet inkluderer ifølge palæstinensiske myndigheder både militante og ubevæbnede civile.

* I samme periode er omkring 40 israelske soldater og civile ifølge israelske myndigheder blevet dræbt i palæstinensiske angreb.

* Spændingerne på Vestbredden er øget yderligere, efter at Israel i slutningen af august begyndte en større militæroperation i det palæstinensiske område.

Kilde: Reuters.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu