Israelsk politi anholder 29 i demonstrationer mod Netanyahu
Omkring 101 af de 250 gidsler i Gaza er stadig tilbage, men Israel vurderer, at en tredjedel af dem ikke længere er i live. Foto: Ohad Zwigenberg/Ritzau Scanpix
Demonstranter i Israel har blokeret en motorvej, og ifølge politi er en betjent såret efter sammenstød.
Ritzau Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Titusindvis af mennesker har på tværs af Israel samlet sig til demonstrationer, efter at ligene af seks gidsler i weekenden blev bjærget fra en tunnel i Gaza.
Det skriver det britiske medie BBC.
Demonstranterne - hvoraf mange har svøbt sig i israelske flag - er blandt andet gået på gaden i Tel Aviv, Jerusalem og andre storbyer.
De kritiserer landets premierminister, Benjamin Netanyahu, og hans regering for ikke at have gjort nok i forhandlingerne med den palæstinensiske bevægelse Hamas om en løsladelsesaftale for gidslerne.
7. oktober sidste år tog Hamas 250 israelske gidsler med til Gazastriben.
Annonce
Demonstrationerne er søndag aften i vid udstrækning forløbet roligt, skriver BBC.
Dog formåede forsamlinger i Tel Aviv at bryde igennem politiets afspærringer ved en motorvej, hvor de efterfølgende blokerede for trafikken.
Ifølge mediet CNN har israelsk politi anholdt 29 personer i Tel Aviv. Det er ifølge politiet sket som følge af blandt andet hærværk og angreb mod politibetjente.
Mediet skriver, at en kvindelig betjent blev såret under en fysisk konfrontation med demonstranter, og at hun var bevidstløs, da hun efterfølgende blev kørt på hospitalet.
Omkring 101 af de 250 gidsler i Gaza holdes stadig fanget, men Israel vurderer, at en tredjedel af dem ikke længere er i live.
Den israelske fagforening Histadrut, der organiserer omkring 800.000 arbejdere, har annonceret en generalstrejke, som skal ske mandag. Det skal lægge pres på Netanyahu for at indgå en gidselaftale.
En generalstrejke betegner typisk en omfattende og ofte politisk motiveret strejke, der inkluderer størstedelen af arbejderne i et land.
Israels finansminister, Bezalel Smotrich, har søndag aften opfordret landets rigsadvokat til at bede domstolene om at blokere for den planlagte strejke.
Det var natten til tirsdag, at seks israelske gidsler blev fundet døde i Gazastriben.
Det oplyste det israelske militær, der fandt ligene under en operation i byen Khan Younis i det sydlige Gaza.
Annonce
/ritzau/
Tusindvis af israelere er i weekenden gået på gaderne i Jerusalem og Tel Aviv. De vil have premierministeren til at gøre mere for at nå en aftale. Foto: Ohad Zwigenberg/Ritzau Scanpix
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie