J.D. Vance understreger USA's interesse for Grønland efter besøg
USA's vicepræsident, J.D. Vance, og hans hustru, Usha Vance, besøgte i sidste uge Grønland. (Arkivfoto). Foto: Jim Watson/Reuters
USA vil beskytte sine interesser, "uanset hvad der sker", siger USA's vicepræsident efter besøg i Grønland.
USA's vicepræsident, J.D. Vance, understreger natten til fredag, at interessen for Grønland handler om national sikkerhed, og USA vil beskytte disse interesser, "come hell or high water", hvilket kan oversættes til "uanset hvad der sker".
Det siger han til mediet Newsmax.
Han bliver i interviewet med Newsmax spurgt til sin rejse til Grønland i sidste uge, samt at den amerikanske præsident, Donald Trump, har sagt, at han ikke vil tage militær magt "af bordet" for at få Grønland.
- Præsidenten og det, han sagde - det angriber medierne selvfølgelig - men det er meget fornuftigt.
- Han siger: "Hør her, det betyder noget for vores sikkerhed. Det her betyder noget for vores missilforsvar, og vi kommer til at beskytte USA's interesser, uanset hvad der sker".
Efter sit besøg i Grønland i sidste uge siger Vance, at grønlænderne har "gjort det meget klart, at de ønsker at være uafhængige af Danmark".
Vance fortæller, at han under besøget fik at vide, at "de får omkring 60.000 dollar om året per person i Grønland".
Ifølge Newsmax taler Vance her om penge, der kommer fra Danmark.
- Det, præsidenten har sagt, er, at vi kunne give det grønlandske folk langt flere penge. Igen: Fordi sikkerheden betyder noget for USA.
- Men ja, jeg tror, at de ønsker at være uafhængige af Danmark. Og når de har gjort det, kan vi have en samtale om det forhold, som vi vil have med USA i Grønland, lyder det fra Vance.
Danmarks statsminister, Mette Frederiksen (S), har de seneste dage været på besøg i Grønland. Hun rejser hjem fredag.
Under et pressemøde med både den afgående og kommende grønlandske leder torsdag sendte hun en direkte besked til amerikanerne.
- I kan ikke annektere andre lande, lød det fra Mette Frederiksen.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) mødtes med sin amerikanske modpart, Marco Rubio, i Bruxelles torsdag.
Efter mødet sagde Løkke blandt andet følgende til pressen:
- Det er klart, at jeg brugte lejligheden til at slå nogle ting fast på vegne af kongeriget.
- Nemlig, at de her kontinuerlige udtalelser fra den amerikanske præsident med en ambition om at overtage Grønland på ingen måder er holdbare.
/ritzau/
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie