Joe Biden indfører karantænekrav ved indrejse til USA
Før Biden underskrev dekreterne, præsenterede han sin regerings plan for håndteringen af coronavirus. Foto: Mandel Ngan/Ritzau Scanpix
Mandel Ngan/Ritzau Scanpix
USA's nye præsident har torsdag præsenteret en omfattende strategi for håndtering af coronavirus.
USA's præsident, Joe Biden, har torsdag aften dansk tid underskrevet ti dekreter, som skal styrke indsatsen mod coronavirus i landet.
Det sker på hans første hele dag som præsident i USA, efter at han blev indsat onsdag.
Dekreterne indebærer blandt andet krav om at bære mundbind i lufthavne og i dele af den offentlige transport. Ifølge Biden er det ærgerligt, at mundbind er blevet et politisk spørgsmål, fordi han anser dem som et vigtigt våben i kampen mod coronasmitte.
Dekreterne fokuserer også på tiltag, som skal sørge for flere vacciner - både ved at producere flere og købe flere. Den hidtidige udrulning af vacciner har været "en sørgelig fiasko" ifølge Biden.
Biden-administrationen har et erklæret mål om, at der skal være givet 100 millioner doser coronavaccine i løbet af hans første 100 dage som præsident.
Han betegner det som en stor udfordring, men som er vigtig at overkomme.
Et dekret er en officiel erklæring fra præsidenten. Dekreterne bliver anset for bindende, men bliver underlagt juridisk gennemgang.
Et dekret er så at sige instrukser fra præsidenten til regeringen om, hvordan den skal arbejde inden for de rammer, der allerede er sat af Kongressen og er inden for forfatningen.
Før Biden underskrev dekreterne, præsenterede han sin regerings plan for håndteringen af coronavirus.
Her sagde han, at kravene for indrejse til USA bliver strammet. Det betyder, at flypassagerer skal have en negativ test, før de går om bord på flyet med kurs mod USA. Dertil skal de i karantæne, når de ankommer til USA.
Under Donald Trump var det ikke et krav at gå i karantæne ved ankomst.
Ved præsentationen af planen sender Biden flere stikpiller mod sin forgænger.
- Vores nationale strategi er omfattende. Den er baseret på forskning, ikke politik. Den er baseret på sandhed, ikke benægtelse. Og den er detaljeret, siger Biden.
Strategien er 198 sider lang.
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie