Juncker vil ikke lade russere diktere gasledning
Kommissionsformand Jean-Claude Juncker har sendt et brev til medlemmer af EU-Parlamentet, der ønsker planer om en ny russisk gasledning stoppet. Foto: /ritzau/AP/Sergei Chuzavkov
/ritzau/AP/Sergei Chuzavkov
Jeppe Kofod er ikke tilfreds med svar fra kommissionen om Nord Stream 2: Juncker lyder som træt embedsmand.
EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, har i et brev onsdag svaret bekymrede medlemmer af EU-Parlamentet, der ikke ønsker den russiske gasledning Nord Stream 2.
I brevet skriver han, at kommissionen ønsker konkurrence inden for gasmarkedet. Men at planerne for Nord Stream 2 på nuværende tidspunkt ikke følger reglerne EU's Energiunion.
Gasledningen skal ifølge Juncker ikke bygges, hvis den ikke følger principperne for europæisk lov, fremgår det af brevet.
- Bygges Nord Stream 2, så hverken kan eller skal projektet opføres i et juridisk vakuum eller alene i henhold til et tredjelands lovgivning.
Med udtalelsen gentager kommissionen tidligere standpunkter om gasledningen, som Rusland ønsker at opføre.
Kommissionen har tilbudt at forhandle med Rusland om gasledningen på opfordring af flere EU-lande - herunder Danmark.
Det danske medlem af EU-Parlamentet Jeppe Kofod (S) er dog ikke tilfreds med kommissionens standpunkt, selv om Juncker er blevet klar i mælet om sine krav.
- Juncker lyder som en træt embedsmand. Vi har brug for klart politisk lederskab og støtte fra EU, så vi sammen kan give Nord Stream 2-projektet et klokkeklart "njet", siger han.
Han anser Nord Stream 2-projektet for at være dybt problematisk og ser allerhelst gasledningen skrottet.
- Det her projekt er farligt for både klimaet og Europas sikkerhed. Vi ved, Putin bruger gasleverancer som et diplomatisk våben mod sine politiske fjender. Og med Nord Stream 2 øger vi kun vores afhængighed af russisk gas. Det er dybt problematisk, lyder det.
Nord Stream 2-gasledningen skal løbe langs med den eksisterende Nord Stream-gasledning, der går fra Rusland til Tyskland via Østersøen.
Den vil også skulle gennem dansk farvand, og Danmark skal derfor tage stilling til, om man vil godkende ledningen.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie