Kærester til Ukraines soldater venter alene langt fra fronten

Kateryna Halushka sidder ofte alene og kigger på sin telefon, mens hun venter at høre fra sin kæreste, som kæmper mod russerne ved fronten. Foto: Genya Savilov/Ritzau Scanpix

Ingen misunder soldater ved fronten. Men deres kærester lider også. Kærester til ukrainske soldater sidder utålmodigt med deres telefoner og venter på nyt.

Offentliggjort Sidst opdateret

Kateryna Halushka sidder ofte alene og kigger på sin telefon. Venter på en besked fra sin kæreste, der er ukrainsk soldat ved fronten mod den russiske invasionsstyrke i det østlige Ukraine.

Som for tusindvis af andre er parrets kærlighedsliv forvandlet til en ængstelig venten på beskeder på telefonen - eller kortvarige genforeninger.

Hun har meget lidt tro på, at USA's præsident, Donald Trump, kan holde sit løfte om at afslutte krigen. Det ser lige nu noget sort ud.

Hun og kæresten befinder sig i det, som hun kalder en konstant venteposition.

- Jeg har fået en ny social rolle, siger den 28-årige kvinde i en park i Kyiv, Ukraines hovedstad.

- Jeg er nu en kvinde, der venter.

Halushka har svært ved at holde sig i ro. Hun har to jobs, samtidig med at hun arbejder som frivillig i redningstjenesten.

Hun har allerede mistet én kæreste i krigen. Han blev dræbt ved fronten.

Smerten fra hans død vender tilbage, når hun ikke har hørt fra sin nuværende kæreste i en dag eller to.

- Man lever under den vedvarende forståelse, at han måske ikke vender tilbage. Man lever hele tiden med tanken om, at han måske dør, og at man aldrig ser ham igen, siger hun.

- Ens hjerne finder aldrig på noget godt. Den forestiller sig ikke, at ens kæreste skyder Vladimir Putin (Ruslands præsident, red.), eller at krigen slutter.

Daria Yedamovas mand, Artur, gør tjeneste i Kharkiv-området i det nordøstlige Ukraine. Hun siger, at hun er pessimistisk.

- Jeg håber, at han kommer tilbage. Jeg ønsker, at vi får fred for altid. Men vi lever i den virkelige verden, siger hun.

I video-opkald har Artur heppet på hende fra fronten, mens hun har revet vægge ned i deres lejlighed i Kyiv. Hun er i gang med at renovere den og tager sig også af parrets to børn.

Kateryna Halushka er 28 og ved, hvordan det er at miste. Hendes tidligere kæreste blev dræbt ved fronten. Når hendes nuværende soldaterkæreste en sjælden gang kommer til Kyiv, går de ud og spiser kinesisk og jordbærkager. Foto: Genya Savilov/Ritzau Scanpix

- Vi lægger grunden til fremtiden, fortæller hun.

Men der er ikke nogen permanent løsning på krigen i sigte, og adskillelsen begynder at kræve sin pris.

Lina, parrets 11 måneder gamle datter, kan ikke altid genkende sin far, de enkelte gange han har været på besøg.

Hans tjeneste begyndte, få måneder efter at hun blev født.

Arturs søn, Taras på tre, længes hele tiden efter farmand.

- Han siger: "Far vil komme", "vi skal sove sammen", eller "vi skal læse sammen", siger Yedamova.

Familier til soldater rejser af og til tværs over landet til korte genforeninger.

Rusland angreb Ukraine den 24. februar 2022. Billedet er fra en demonstration på tre-årsdagen for angrebet i Ukraines hovedstad, Kyiv. Foto: Michal Cizek/Ritzau Scanpix

Halushkas kæreste har flere gange fået tilladelse til at besøge hende i Kyiv.

Ved hans seneste besøg holdt de en særlig tradition ved at gå ud og spise kinesisk og en jordbærkage.

Det er sådanne øjeblikke af glæde, hun holder fast i trods udsigten til en mørk fremtid.

Hun er også blandt det voksende antal ukrainere, der med bange anelser ser på Trumps mere imødekommende tilgang til Rusland.

Trump presser på for at få Ukraine til at give indrømmelser, og han afviser at give Ukraine amerikanske sikkerhedsgarantier.

- Jeg føler vrede og had over, at vi er nødt til at kommunikere med så dumme personer, siger Halushka.

Trump og hans milliardærven Elon Musk har "formentlig ikke åbnet en historiebog i hele deres liv", gætter hun.

Valentinsdagen den 14. februar 2025 i Ukraines hovedstad, Kyiv. Natalia læser digte ved sin mands grav. Han faldt ved fronten i krigen mod Rusland. Foto: Yuriy Dyachyshyn/Ritzau Scanpix

/ritzau/AFP

Ukrainernes holdning til Donald Trump

* USA's præsident, Donald Trump, erklærede inden valget i november 2024, at han som præsident ville slutte krigen mellem Ukraine og Rusland hurtigt. Først sagde han inden for 24 timer, senere inden 100 dage.

* Den 30. april har Trump været USA's præsident i 100 dage. Der er ikke umiddelbart udsigt til en permanent fredsløsning.

* Ukrainerne har ikke den store tiltro til den amerikanske præsident og hans fredsmægling. En meningsmåling lavet for Kyivs Institut for Sociologi i marts sagde, at 73 procent af ukrainerne mener, at Trump som USA's præsident er dårlig for Ukraine. I december var det 52 procent.

Kilde: AFP.

/ritzau/

Daria Yedamova går hjemme i Kyiv og er ved at renovere den lejlighed, som hun og hendes mand har købt. Han er ved fronten i krigen mod Rusland. Foto: Genya Savilov/Ritzau Scanpix
- Jeg ønsker, at vi får fred for altid. Men vi lever i den virkelige verden, siger Daria Yedamova. Hendes mand er ved fronten, og hun er alene med to små børn på 11 måneder og tre år. Foto: Genya Savilov/Ritzau Scanpix

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu