Kamala Harris overtager Bidens kampagne og sender bredside mod Trump
Kamala Harris sammenlignede Donald Trump med svindlere og rovdyr, der misbruger kvinder, da hun talte til sin kampagnestab i Wilmington. Foto: Erin Schaff/Ritzau Scanpix
Kamala Harris har tilstrækkeligt med delegerede bag sig til at blive præsidentkandidat. Hun kvitterer med peptalk til kampagnestab og retter skytset mod Trump.
Ritzau RitzauFrank Jørgensen, Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Der er pludselige forandringer undervejs på Demokraternes kampagnehovedkvarter i Wilmington i den amerikanske delstat Delaware.
Det er præsident Joe Bidens hjemby. Herfra er hans valgkamp op til USA's præsidentvalg den 5. november blevet styret.
Men efter den 81-årige Bidens beslutning om at opgive sit kandidatur, bliver der sadlet om i hovedkvarteret, og det kan ses.
Biden har peget på vicepræsident Kamala Harris som ny kandidat for Demokraterne. Det har andre toneangivende demokrater også.
Hun siger, at hun nu har tilstrækkeligt med delegerede til at blive valgt formelt som kandidat på partiets kommende konvent i august.
Annonce
- I aften er jeg stolt over at have sikret den brede støtte, der er nødvendig, for at blive vort partis nominerede, sagde hun natten til tirsdag dansk tid i en erklæring.
- Jeg ser frem til at acceptere nomineringen formelt.
Partiets konvent afholdes først fra 19. til 22. august i Chicago, og normalt vil kandidaten formelt blive valgt her. Men partiet har fået travlt, og der har været spekulationer om at holde en eventuelt virtuel afstemning.
Ifølge partiet er det dog sikkert, at det bliver Kamala Harris i stedet for Biden, så der skal laves nyt valgmateriale.
Der skal laves en Kamala Harris-kampagne.
Avisen USA Today har været på besøg i kampagnehovedkvarteret i Wilmington. Her er Biden-plakaterne pillet ned.
I stedet hænger der plakater med budskabet "Harris for president".
Hun har været forbi hovedkvarteret for at mødes med sin medarbejderstab.
Harris har meddelt, at hun beholder Jen O'Malley Dillon som formand for sin kampagne.
Der blev også tid til et kys på kampagnekontoret i Wilmington. Vicepræsident Kamala Harris' mand hedder Doug Emhoff. Han kaldes officielt "second gentleman" - andenmand. Skulle hun blive USA's præsident, stiger han også i graderne, når det gælder titler. Så bliver Emhoff "first gentleman" - førstemand. Foto: Erin Schaff/Ritzau Scanpix
Julie Chavez Rodrigues, Bidens kampagnechef, er nu Harris' kampagnechef.
Annonce
Under besøget holdt Harris en peptalk til medarbejderne.
- Jeg ved, at det har været en rutsjebanetur, og vi er alle fyldt med mange følelser om det her. Jeg vil bare sige: Jeg elsker Joe Biden. Jeg elsker Joe Biden.
USA Today skriver, at hun talte i omkring 20 minutter. Det hele var ikke kærlighed til Biden.
Hun viste, at hun som sin republikanske modkandidat, tidligere præsident Donald Trump, kan give med grovfilen.
Hun mindede kampagnestaben om, at hun som delstaten Californiens chefanklager "gik efter alle slags forbrydere".
- Rovdyr, der misbrugte kvinder. Svindlere, som plukkede forbrugere. Snydepelse, der brød reglerne for egen vindings skyld. Så hør mig, når jeg siger, at jeg kender Donald Trumps type, sagde hun, mens hendes kampagnefolk jublede.
De har været hurtige til at skifte valgkampsmaterialet i kampagnehovedkvarteret ud med plakater med Kamala Harris' navn. Foto: Erin Schaff/Ritzau Scanpix
- Vi vil vinde i november, sagde hun videre.
Donald Trump er blevet kendt skyldig i seksuelt overgreb i en civil retssag.
Andre domstole har dømt ham for svindel med sin virksomhed, velgørenhed og med et privat universitet, skriver Reuters.
Trumps kampagne ligger ikke på den lade side. Den har været hurtig til at sadle om.
Annonce
Der gik ikke længe, fra Biden havde meddelt sin afgang som kandidat, til Kamala Harris blev mål for Trump-kampagnen.
Den slår på, at hun har ført politik sammen med Biden. Hun knyttes til migrantproblemerne - noget af Bidens mest upopulære politik.
- Kamala Harris' karriere viser total fiasko og ren inkompetence. Hendes politik er Bidens politik og omvendt, siger Steven Cheung, Trumps kampagnetalsmand, ifølge Reuters.
Når USA's præsident flyver, har det fly, han er om bord i, kaldenavnet Air Force One. Når vicepræsidenten flyver, er det Air Force Two. Billedet er fra vicepræsident Kamala Harris og hendes mand Douglas Emhoffs ankomst med Air Force Two til luftbasen i New Castle i Delaware. Foto: Erin Schaff/Ritzau Scanpix
Mens Republikanerne vil bruge migrantproblemerne imod hende, vil hun bruge abortspørgsmålet imod Trump, sagde hun i Wilmington.
USA's højesteret fjernede ved en kendelse i 2022 den føderale ret til abort, og det er der modstand imod i store dele af befolkningen.
Men Trump har rost beslutningen, der ligger i tråd med den holdning, som mange af hans konservative og religiøse vælgere har.
/ritzau/
Støtte til Kamala Harris
* Amerikanske medier og Demokraterne siger, at Kamala Harris nu har støtte fra flere end 2500 af Demokraternes delegerede, som vælger præsidentkandidaten. Det er over halvdelen af de delgerede. Så hun har flertallet bag sig.
* De delegerede kan i teorien stadig ændre holdning. Men ifølge nyhedsbureauet AP har ingen delegerede foretrukket andre kandidater. 54 delegerede har sagt, at de ikke har besluttet sig.
* Der er i alt 4672 delegerede. 3933 kommer fra delstaterne, 739 er såkaldt superdelegerede, højtstående partifolk.
* Der er også kommet gang i donationerne til Kamala Harris' kampagne. Biden droppede sit kandidatur søndag, og mandag aften var der indsamlet over 100 millioner dollar, skriver The Hill. Det er omkring 685 millioner kroner.
Kilder: AFP, Reuters.
/ritzau/
Alt tyder på, at når Joe Biden forlader Det Hvide Hus den 20. januar 2025, bliver han afløst som USA's præsident af enten Demokraternes Kamala Harris (til venstre) eller Republikanernes Donald Trump. Kamala Harris er 59 år, Trump er 78. Foto: Brendan Smialowski, Patrick T. F/Ritzau Scanpix
Seneste artikler
Søstre har stor tilknytning til broerne: - En særlig dag for os med både glæde og vemod
Ny minister til Folketidende: - Sikke’ en folkefest
Kai og Nanna fik overrakt hæfter til kronprinsens chauffør
Kronprinsen på broen
Kronprinsen til stor brofest
Mest læste artikler
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Indisk milliardær forpagter ikonisk kro
Dronning Mary deltager i afsløring på Lolland
Shelter brændt ned: Politiet efterforsker som brandstiftelse
De flyttede fra København til Lolland – og vil aldrig væk igen