Den afghanske præsident, Hamid Karzai, har bedt Rusland genopbygge en række faciliteter i Afghanistan fra den sovjetiske æra og inviteret den russiske præsident, Dmitrij Medvedev, til Kabul.
På et statsbesøg i Rusland har den trængte afghanske leder fået tilsagn om massiv støtte på et tidspunkt, hvor mange udtrykker tvivl om hans evner til at lede det krigshærgede land.
Karzai, som også førte private drøftelser med den russiske premierminister, Vladimir Putin, har fået tilsagn om, at den russiske præsident skal komme til Kabul.
- Vi ønsker en ny start for vitale projekter, som blev indledt for meget lang tid siden, siger Karzai, som holdt fælles pressemøder med Medvedev fredag.
Karzai, som inden for få år vil se de vestlige styrker blive trukket hjem fra Afghanistan, har understreget, at han ønsker at styrke relationerne til Moskva,
Blandt andet vil russerne gå ind i genopbygningen af en tunnel i Hindu Kush bjergene og af et vandkraft-elværk, samtidig med at der vil blive bygget nye russiske olierørledninger gennem Afghanistan.
Karzai siger, at Rusland sandsynligvis også vil spille en langt bredere rolle i opbygningen af den afghanske hær.
- Vi håber, at Rusland vil hjælpe med overdragelsen af ansvaret for sikkerheden til den afghanske regering og hæren inden udgangen af 2014, hedder det i erklæringerne fra Karzai.
Sovjetunionen invaderede Afghanistan i 1979 for at nedkæmpe den amerikansk-støttede mujahedin-bevægelse, men dets styrker måtte trække sig ud 10 år senere med uforrettet sag.
Det traumatiske sovjetiske engagement fik Rusland til at afvise at deltage i den nuværende bekæmpelse af Taliban. Russerne har støttet USA og Nato på flere måder - blandt andet med amerikansk-russiske razziaer på narkotikasmugleres laboratorier.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie