Kilder: Pelosi mener Biden kan overbevises om at droppe kandidatur

Billede fra det republikanske partis konvent, der i denne uge foregår i byen Milwaukee i delstaten Wisconsin. Her lægger en medarbejder sedler med teksten "fyr Joe Biden" på sæderne. Unavngivne kilder melder til flere amerikanske aviser, at Biden kan være på vej til at droppe at stille op til genvalg. Foto: Jim Watson/Ritzau Scanpix

Biden nærmer sig en konklusion om, at han ikke skal stille op til valget, siger Nancy Pelosi ifølge kilder.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den tidligere formand for Repræsentanternes Hus Nancy Pelosi har sagt til flere demokrater, at hun tror, at USA's præsident, Joe Biden, snart kan overbevises om at droppe sin valgkampagne.

Det melder tre unavngivne kilder fra Det Demokratiske Parti med kendskab til de pågældende samtaler til avisen Washington Post.

Pelosi har angiveligt sagt til dem, at hun ikke tror, at Biden er langt fra at træffe beslutningen om at droppe sit kandidatur til efterårets præsidentvalg.

Den indflydelsesrige demokrat har ikke officielt bekræftet udtalelserne.

Også aviserne New York Times og Financial Times har talt med unavngivne kilder med kendskab til sagen, som siger, at Biden kan være ved at kaste håndklædet i ringen.

En lang række demokratiske medlemmer af Repræsentanternes Hus har offentligt opfordret den 81-årige Biden til at vige pladsen til fordel for en anden kandidat. Det samme har flere donorer og støtter af partiet.

Det var en debat mellem Biden og den tidligere præsident Donald Trump i sidste måned, der for alvor skubbede til kritikken. Flere mener nemlig, at hans præstation i debatten var udtryk for, at han er for gammel til at blive genvalgt.

Biden har flere gange afvist at trække sig.

- Jeg vil ikke være uhøflig, men jeg ved ikke, hvor mange gange vi kan svare på det. Joe Biden har sagt, at han stiller op som præsident for USA. Vores kampagne går fremad, lød det torsdag fra Quentin Folks, som er stedfortrædende kampagnechef for Biden, ifølge Washington Post.

Biden vil dog overveje sit kandidatur, hvis en læge fortæller ham, at hans helbred kræver det, fortalte han selv onsdag i et interview.

Også tidligere har der været meldinger om Pelosis holdning til Bidens kampagne og hans chancer i valget.

Fire unavngivne kilder fortalte onsdag til CNN, at hun i en nylig samtale med Biden havde sået tvivl om, hvorvidt kan vinde mod republikaneren Trump 5. november.

Hun skal her desuden have fortalt Biden, at han ved at stille op til genvalg risikerer at ødelægge Demokraternes chance for at opnå flertal i Repræsentanternes Hus.

Som det er nu, har Republikanerne et snævert flertal i Repræsentanternes Hus.

Pelosi, der er valgt i delstaten Californien, har i to omgange været formand for Repræsentanternes Hus - senest mellem 2019 og 2023.

/ritzau/