Kina truer Storbritannien med konsekvenser ved indblanding
I en tale mandag fortalte den britiske udenrigsminister, Dominic Raab, at Storbritannien suspenderer en aftale med Hongkong om udlevering. (Arkivfoto) Foto: Hannah Mckay/Reuters
Hannah Mckay/Reuters
Dagen efter at Storbritannien skrottede en udleveringsaftale med Hongkong, truer Kina med konsekvenser.
Kina vil omgående reagere på indblanding i sine interne anliggender.
Det siger en talsmand for den kinesiske ambassade i Storbritannien natten til tirsdag.
Truslen kommer, efter at Storbritannien mandag skrottede en udleveringsaftale med Hongkong med "omgående" effekt.
Talsmanden for den kinesiske ambassade siger, at Storbritannien må "tage konsekvenserne, hvis det insisterer på at gå den forkerte vej".
Ifølge talsmanden har Storbritannien gentagne gange overtrådt international lov samt basale normer for internationale forbindelser.
Det var den britiske udenrigsminister, Dominic Raab, der i en tale mandag fortalte, at Storbritannien suspenderer en aftale med Hongkong om udlevering.
Samtidig udvider briterne en våbenembargo til også at gælde Hongkong.
Årsagen er en ny sikkerhedslov, som Kina har indført i Hongkong. Den er en "alvorlig krænkelse" af landets internationale forpligtelser, mener Dominic Raab.
Dermed er spændingerne mellem briterne og Kina øget yderligere, efter at den omstridte sikkerhedslov blev indført i den tidligere britiske koloni.
Kina har gentagne gange bedt vestlige lande blande sig udenom landets interne anliggender.
Loven, der trådte i kraft i slutningen af juni, er blevet fordømt af en lang række lande.
Ligesom Storbritannien valgte Canada og Australien tidligere i juli at suspendere al udlevering af personer til Hongkong indtil videre.
Imens har USA droppet Hongkongs særlige handelsstatus på grund af loven.
Briterne mener, at sikkerhedsloven bryder med de frihedsgarantier, som Kina gav i 1997, da Hongkong overgik fra britisk til kinesisk styre. De garantier omfatter blandt andet et frit retsvæsen.
Myndighederne i Hongkong og fastlands-Kina mener derimod, at loven er afgørende for den nationale sikkerhed. Kina ser angiveligt sikkerheden udfordret af prodemokratiske protester mod det kinesiske styre.
Den nye kinesiske lov for Hongkong forbyder blandt andet oprør eller forsøg på løsrivelse. Det kan give fængsel på op til livstid.
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie