Der er udbrudt nye demonstrationer i Kabul i protest mod en amerikansk præsts afbrænding af muslimernes hellige bog, Koranen.
Det er femte dag i træk, at koran-afbrændingen afstedkommer protester i den afghanske hovedstad.
Flere hundrede mennesker har samlet sig ved Kabuls universitet, hvor de råber "Død over Amerika" og "Vi vil have koran-afbrænderen retsforfulgt".
Demonstranterne holdes inde på universitetsområdet af en talstærk politistyrke og alle veje til og fra universitetet er blevet lukket, siger en fotograf fra nyhedsbureauet AFP, der befinder sig på stedet.
Demonstrationerne rundt om i Afghanistan mod koran-afbrændingen i USA har flere steder udviklet sig blodigt. I alt er 24 mennesker blevet dræbt, heriblandt syv FN-ansatte.
Afghanistans indenrigsministerium bekræfter, at der tirsdag var fornyede demonstrationer i Kabul.
- En protest er blevet indledt af studenter fra Kabuls universitet foran universitetet. Den er fredelig og for øjeblikket under kontrol, siger talsmanden for indenrigsministeriet, Zemarai Bashary, til det franske nyhedsbureau AFP.
Den amerikanske præst Wayne Sapp afbrændte 21. marts en koran i sin kirke i Gainesville, Florida.
Det skete i samarbejde med præsten Terry Jones, der sidste år var genstand for megen fordømmelse og opmærksomhed, efter at han meddelte, at han ville afbrænde en bunke koraner.
Jones ville gøre det for at markere årsdagen for angrebene på World Trade Center 11. september 2001. Han opgav dog planerne efter betydeligt pres fra blandt andet Det Hvide Hus.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie