Krigen i Ukraine tiltrækker flere og flere vestlige turister

Den 23-årige spanier Alberto Blasco Ventas er ude og se sig omkring i krigsruinerne i Ukraine. Her er han ved den ødelagte Irpin-bro nær Kyiv. Foto: Genya Savilov/Ritzau Scanpix

Krig er normalt ikke godt for turisme. Det er det heller ikke i Ukraine. Men selve krigen tiltrækker alligevel en særlig type turister. De vil se krig.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den spanske rejsende Alberto Blasco Ventas kigger på Ukraines ødelagte Irpin-bro, der blev sprængt for at standse russiske soldater i 2022.

Nu er den et mål for turister, der kommer til det krigsramte land for at opleve spænding og se krigens efterladenskaber.

Russiske soldater havde planlagt at krydse broen i forsøget på at nå frem til Ukraines hovedstad, Kyiv, i begyndelsen af krigen.

Siden er Ruslands hær trængt hundredvis af kilometer tilbage.

Men russerne sender dagligt missiler og droner mod Kyiv, som Blasco Ventas har valgt at feriere i.

- Det er første gang, jeg er i en krigszone, siger den 23-årige softwareingeniør.

- Jeg er lidt bange. Jeg vil ikke lyve. For man ved aldrig.

Han er på det, der kaldes en "mørk turisme"-tour. En snes ukrainske firmaer har specialiseret sig i den marginale, men dog voksende sektor.

En sektor, hvor man arrangerer rejser for turister, som vil se steder, hvor der er sket tragiske begivenheder i krigen.

Den unge spanske turists familie var ikke glad for, at han rejste til Ukraine. Han rystede dog familiens bekymringer af sig og tog et fly til Moldova.

Herfra kørte han i 18 timer i tog til Kyiv.

Blasco Ventas vil gerne være influencer. Han filmer hvert skridt, han tager på rejsen. Han vil lægge det på en kanal, han har på YouTube.

Kanalen følges af 115.000 mennesker.

Han har tidligere vist sine følgere optagelser fra "det mest forfærdelige psykiatriske hospital" i USA og fra verdens "farligste grænse" mellem Kina, Rusland og Nordkorea.

Spanieren Alberto Blasco Ventas besøger et sted med ødelagte kampvogne ved landsbyen Dmytrivka uden for Kyiv. Han filmer det hele og vil lægge det på en kanal, han har på YouTube. Foto: Genya Savilov/Ritzau Scanpix

Ukraine er ikke uvant med den type turister. Inden krigen kom der også titusindvis af turister hvert år for at besøge Tjernobyl, hvor der i 1986 skete en kæmpe atomulykke.

War Tours, der organiserer spanierens rejse i Ukraine, siger, at selskabet har organiseret rejser for 30 turister siden januar. Der er hovedsagelig tale om europæere eller amerikanere, som betaler mellem 150 og 250 euro for den særlige service.

Det er mellem 1125 kroner og 1875 kroner.

Noget af firmaets overskud bliver givet til hæren, siger Dmytro Nykyforov, en af grundlæggerne af War Tours.

Han siger, at det ikke handler om penge. Det handler om at "huske krigen".

Svitozar Moiseiv, leder af Capital Tours Kyiv, der også hjælper krigsturister, siger, at fortjenesten er minimal. Men der er også et uddannelsesmæssigt formål.

- Det er som en vaccine, der skal forhindre det i at ske igen.

Dmytro Nykyforov er en af grundlæggerne af firmaet War Tours, der sælger krigsturisme. Foto: Genya Savilov/Ritzau Scanpix

De fleste besøg sker i området omkring Kyiv og hovedstadens forstæder, hvor russerne ifølge Ukraine begik massakrer i 2022.

Men der er firmaer, der tager krigsturister med tættere på fronten. Det sker også til en højere pris.

Nogle dage i det sydlige Ukraine kan løbe op i 3300 euro, 24.750 kroner.

Amerikaneren Nick Tan, der arbejder i økonomiafdelingen i et firma i New York, har været på en tur nærmere fronten.

I juli var han i byen Kharkiv, der blev bombarderet konstant af russiske styrker fra fronten 20 kilometer væk.

- Jeg ville bare se det. Vore liv i Vesten er bare alt for magelige og lette, siger den 34-årige Tan.

Han ville gerne tættere på fronten, men hans guide sagde nej.

Marijana Oleskiv er leder af Ukraines nationale udviklingsagentur for turisme. Hun siger, at agenturet uddanner guider til krigsturisme. Men ellers forbereder agenturet sig også på den mere almindelige turisme, som hun håber kommer op at stå, når krigen er forbi. (Arkivfoto). Foto: Valentin Bontemps/Ritzau Scanpix

/ritzau/

Hvad siger ukrainerne?

* Mykhajlyna Skoryk-Sjkarivska, tidligere viceborgmester i Butja, hvor mange civile blev dræbt af russere.

* Hun siger, at de fleste indbyggere har det fint med "mørk turisme". Men nogle regner fortjenesten ved sådan en slags turisme for blodpenge.

* Marjana Oleskiv, chef for Ukraines nationale udviklingsagentur for turisme, siger, at krigsturisme rejser mange etiske spørgsmål. Men markedet vokser. Hendes agentur uddanner guider til krigsturisme og til at lede turistture til mindesteder for krigen. Men hun siger også, at Ukraine nu forbereder turismen til tiden efter krigen.

- Krigen henledte opmærksomheden på Ukraine. Vi har et stærkere brand nu. Alle kender til vort land.

Kilde: AFP

/ritzau/

Alberto Blasco Ventas filmer en bilkirkegård med civile biler, der er ødelagt af krigen i byen Irpin. Foto: Genya Savilov/Ritzau Scanpix

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu