Leder af militær eliteenhed udpeget som ny leder af Gabon
Et billede taget fra en video, der blev vist på tv-stationen Gabon 24, viser soldater bære general Brice Oligui Nguema (i midten). Generalen er leder af den afsatte præsident Ali Bongos præsidentgarde og er udpeget som ny leder i Gabon. Foto: -/Ritzau Scanpix
Militærofficerer hævder at have indsat Brice Clotaire Oligui Nguema som midlertidig leder af Gabon.
De militærofficerer, som har taget magten i det vestafrikanske land Gabon, har valgt en midlertidig leder ved navn Brice Clotaire Oligui Nguema.
Det annoncerede en talsmand for det såkaldte ”midlertidige råd” på tv-stationen Gabon 24 onsdag aften.
Det skriver nyhedsbureauet dpa.
Nguema har været leder af den republikanske garde, en elitehær, som har været ansvarlig for at beskytte landets statsoverhoved siden 2020.
Ifølge Jeune Afrique var hans mor i familie med Ali Bongos far, Omar. Han var leder af landet fra 1967 indtil sin død i 2009. Det skriver dpa.
Ifølge nyhedsbureauet sagde gruppen af militærofficerer tidligere på tv-kanalen, at Gabons tidligere præsident, Ali Bongo, er anklaget for højforræderi.
De oplyste desuden, at flere andre embedsmænd samt Bongos søn, Nouredine Bongo, er blevet arresteret.
Bongo-familien har styret Gabon i mere end 50 år.
Befolkningen i landet på omkring 2,3 millioner mennesker lever stort set i fattigdom på trods af landets rige oliereserver.
Flere regionale og internationale organisationer har udtrykt bekymring over kupforsøget.
Den Afrikanske Union (AU) sagde onsdag i en pressemeddelelse, at den fordømmer kupforsøget og opfordrer til en fredelig løsning på krisen i det afrikanske land. Det skriver dpa.
I pressemeddelelsen opfordrer Moussa Faki, kommissionsformand i AU, de gabonesiske sikkerhedsstyrker til at garantere Ali Bongo, hans familie og hans embedsmænds fysiske sikkerhed.
FN's generalsekretær, António Guterres, fordømmer det igangværende kupforsøg og bekræfter sin stærke modstand mod militærkup. Det skriver FN i en erklæring onsdag.
- Generalsekretæren opfordrer alle involverede aktører til at udvise tilbageholdenhed, engagere sig i en inkluderende og meningsfuld dialog og sikre, at retsstaten og menneskerettighederne respekteres fuldt ud, står der videre i erklæringen.
Militæret tog magten i Gabon tidligt onsdag. Officerer meddelte på stats-tv, at statsinstitutioner var blevet opløst, og at de seneste valgresultater var blevet annulleret på grund af forfalskning.
Desuden blev landets grænser lukket.
Kort forinden havde valgmyndighederne erklæret Ali Bongo, der havde siddet med magten siden 2009, for vinderen af valget 26. august 2023.
Er der tale om et militærkup, vil det i så fald være det seneste i en række af lignende magtovertagelser i Afrika.
I Niger blev præsident Mohamed Bazoum i juli afsat af militæret i et kup.
Før onsdagens hændelse i Gabon var den militære overtagelse i Niger det syvende kup i Vest- og Centralafrika siden 2020.
Det fremgår af en opgørelse fra nyhedsbureauet Reuters.
Kuppet i Niger er blevet mødt med bekymrede miner fra vestlige lande, der ser Niger som en vigtig partner i at nedkæmpe de mange oprør i regionen.
Organisationen Ecowas, som er en sammenslutning af vestafrikanske lande, har sagt, at den er klar til at sende soldater ind i Niger, hvis det ikke lykkes på diplomatisk vis at løse konflikten.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kunne godt være blevet lidt længere her i Allinge
Her er revyens første numre: - Den lokale badboy kommer hjem
NFC i problemer: Skal redegøre for økonomisk rod
Rullepølsemad blev til kro-familie: På Femø kan alt lade sig gøre
Danske boligejere ser ind i stigende udgifter efter renteløft
Mest læste artikler
Fløjet til Rigshospitalet: Bil og motorcykel i sammenstød
Politiet advarer bedragere: - Vi skal nok få fat i jer!
Skabte uro i lægeklinik
Til salg-skiltet er borte: Nu er der nyt om milliondyr villa
Stort panttyveri fra ø-butik