Lektor om Chirac: Charmør solidt plantet i politik
Den tidligere franske præsident Jacques Chirac er død i en alder af 86 år. Han var jovial og charmerende, men han fik ikke rigtig rykket Frankrig, lyder det fra lektor i fransk. (Arkivfoto) Foto: Patrick Kovarik / Pool/Ritzau Scanpix
Patrick Kovarik / Pool/Ritzau Scanpix
Den franske ekspræsident Jacques Chirac, som døde torsdag, var en politiker af den ægte franske skole.
Den tidligere franske præsident Jacques Chirac, som torsdag er død 86 år gammel, var folkekær, jovial og direkte.
Sådan lyder en beskrivelse fra Jørn Boisen, som er lektor i fransk historie og samfund på Københavns Universitet.
- Han havde en evne til at charmere sig ind på det store flertal af de franske borgere, og så var han forholdsvis populær ret lang tid op i sin præsidentperiode. Det er rimelig usædvanligt i Frankrig.
- Han var direkte og havde en klar formuleringsevne. Noget, som mange politikere senere har savnet i Frankrig, siger Jørn Boisen og tilføjer, at Chirac var politiker af den ægte franske skole.
Han var opfostret i politik og trods en smule beskæftigelse med forskellige erhverv, lavede han ikke meget andet end politik, lyder det fra Jørn Boisen.
I historiebøgerne vil særligt tre ting - to gode og én knap så god - stå tydeligst under Chiracs navn.
Den ene var hans holdning til Irak-krigen i 2003.
- Sammen med den daværende tyske kansler, Gerhard Schröder, sagde Chirac, at det var noget pjat. Han kom derfor til at stå for en slags europæisk uafhængighed i forhold til Bushs Amerika, og det fik han mange point for.
En anden ting var Chiracs sejr over Jean-Marie Le Pen fra det stærkt højreorienterede parti Front National i 2002.
- Det var første gang, at Front National gik videre til anden runde i et præsidentvalg.
- Chirac vandt næsten med 80 procent af stemmerne, for der var en stærk mobilisering bag ham, så folk, som ellers ikke ville stemme på ham, stemte mod Le Pen og sørgede dermed for, at Chirac fik en overvældende sejr.
En tredje, men mindre storslået sag var, da Chirac tabte den europæiske forfatningsafstemning i 2005.
Overordnet kalder Jørn Boisen Chirac for en "slags status quo-præsident, som ikke rigtig fik rykket Frankrig".
- Man havde en sympatisk præsident, som befolkningen kunne relatere til, men som ellers ikke rigtig stod for noget, lyder det.
Chirac var præsident i Frankrig i mere end et årti fra 1995 til 2007.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie