Libyen udsætter svær afstemning om ny enhedsregering
Parlamentet i Libyen udsætter afstemning om FN-støttet regering på grund af uenigheder, siger politiker.
Parlamentet i Libyens hovedstad, Tripoli, har mandag opgivet at gennemføre en afstemning om en enhedsregering, der skal sætte punktum for fem års uro og politisk splid.
Vesten knytter stort håb til planen for den FN-støttede regering, som har været svær for de stridende parter i det nordafrikanske land at sluge.
Parlamentarikere fortæller til nyhedsbureauet AFP, at afstemningen blev aflyst på grund af "store uoverensstemmelser".
Efter planen skal tre ministerier i den ny regering genoptage arbejdet i Tripoli i denne uge.
I Europa frygter man, at flygtninge og migranter i stigende grad igen vil søge mod Libyen og derfra begive sig ud på den farlige sørejse mod EU.
I forlængelse af den bekymring blev EU-landenes udenrigsministre på et møde mandag i Luxembourg enige om at optrappe hjælpen til Libyen for at støtte enhedsregeringen.
Hjælpen kan blandt andet omfatte en europæisk sikkerhedsmission i Libyen og en optrapning af EU's flådeoperation Sophia i Middelhavet med det mål at bekæmpe menneskesmuglere og forhindre en ny bølge af flygtninge og migranter til Europa.
Via et videolink fra Tripoli skal EU's udenrigsministre sammen med forsvarsministrene mandag aften tale med den nye libyske premierminister, Fayez al-Sarraj, for at finde ud af, hvordan EU bedst kan hjælpe.
Efter et libysk oprør med støtte fra en international Nato-ledet luftmission, der førte til daværende leder Muammar Gaddafis fald i 2011, blev Libyen hurtigt forvandlet til et kaos af blodige kampe og politisk splid.
De seneste år har Libyen haft to parlamenter og to regeringer, der begge har været støttet af løse alliancer og væbnede militser.
Den selvudråbte regering i Tripoli kom til magten i 2014 efter hårde kampe mod rivaliserende grupper. FN og Vesten støttede den rivaliserende regering i Tobruk.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned