Løkke: Italien må tage imod migranter på Mærsk-skib
Statsminister Lars Løkke Rasmussen forventer, at Italien vil leve op til sine forpligtelser og tage imod de 113 migranter, som et Mærsk-skib på italiensk anmodning har samlet op i Middelhavet. Foto: Aris Oikonomou/Ritzau Scanpix
Aris Oikonomou/Ritzau Scanpix
Støjberg vil kontakte sin italienske kollega for løsning, efter at Mærsk-skib har samlet 113 migranter op.
Danmark forventer, at Italien vil tage imod de 113 migranter, som det danske containerskib "Alexander Mærsk" har samlet op i Middelhavet.
Sådan lyder meldingen fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) søndag i Bruxelles ved ankomsten til et minitopmøde om migration.
- Der er et helt klart regelsæt for det her, siger Lars Løkke Rasmussen.
- Det er sådan, at "Alexander Mærsk" på anmodning - på anmodning - fra den italienske kystvagt har taget folk om bord.
- Og derfor forestiller jeg mig heller ikke andet, end at Italien lever op til de forpligtelser, man har efter international ret, siger statsministeren.
Han har nu bedt integrationsminister Inger Støjberg (V) om at tage kontakt til sin italienske kollega, Matteo Salvini, for at finde en løsning.
Salvini har ellers lukket italienske havne for anløb af skibe, der vil landsætte migranter, som er reddet op fra Middelhavet.
- Vi kan ikke tage imod en eneste mere. Tværtimod. Vi vil af med nogle stykker, sagde han fredag til det tyske magasin Der Spiegel.
Italiens nye kurs har dog indtil nu ramt skibe, der sejler rundt med netop det formål at redde migranter i Middelhavet.
Mærsk-skibet måtte sent torsdag aften ændre kurs, da det modtog et nødopkald.
De 113 migranter blev derefter samlet op fra Middelhavet tidligt fredag morgen.
EU-landene ved Middelhavet skubbede tidligere på måneden problemet rundt imellem hinanden, da redningsskibet "Aquarius" ville i havn med 629 migranter om bord.
Skibet, der sejler for den private nødhjælpsorganisation SOS Mediterranée, blev nægtet at komme i havn i både Italien og Malta.
Til sidst gav den nye spanske premierminister, Pedro Sanchez, tilladelse til, at skibet kunne lægge til i Valencia.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie