Løkke opmuntrer Macron til at se på reformerne i Danmark
Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, taler med den franske cykelrytter Romain Bardet sammen med Lars Løkke Rasmussen efter en etape i sommerens Tour de France. Macron har fastslået, at han vil lade sig inspirere af Danmark i sit arbejde med at omstille det franske arbejdsmarked.
Foto: /ritzau/AP/Christophe Ena
/ritzau/AP/Christophe Ena
Det nytter ikke at vente på, at Europa omstiller arbejdsmarkedet, skriver Løkke i international kronik.
I de seneste måneder har tusinder af franskmænd demonstreret eller strejket i protest mod de reformer af arbejdsmarkedet, som Frankrigs præsident Emmanuel Macrons har bebudet.
Men den franske præsident har til gengæld fuld opbakning til reformerne fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).
Ifølge Løkke bliver de enkelte europæiske lande nødt til at træffe svære beslutninger, hvis der også i fremtiden skal være råd til velfærd.
Det skriver den danske statsminister i et indlæg i det politiske netmedie Politico, som flittigt læses i Bruxelles - og også har bevågenhed blandt Europas ledere:
- En af de største udfordringer for europæiske politikere er at hjælpe vores samfund og arbejdsmarkeder til at omstille sig til en moderne digitaliseret økonomi, der udvikler sig i et hastigt tempo, skriver Løkke i indlægget.
Her fastslår statsministeren, at han er "entusiastisk" omkring de arbejdsmarkedsreformer, som Macron har foreslået. De er både nødvendige og fornuftige, mener Løkke:
- At vente på, at "Europa" løser problemerne, er ikke en mulighed. Vi bliver nødt til at tage ansvar på nationalt niveau.
- Hvis vi ikke handler, så vil det efterlade os fattigere og ude af stand til at bevare vores retfærdige og generøse europæiske velfærdsstater.
Da Løkke før sommerferien besøgte den franske præsident i Paris, roste Macron de danske reformer på arbejdsmarkedet. Macron meddelte dengang, at han vil lade sig inspirere af Danmark på den front.
Løkke fremhæver det danske arbejdsmarked for at være præget af høj fleksibilitet, når det kommer til at hyre og fyre. Det kan lade sig gøre, fordi der er et "robust" socialt sikkerhedsnet, hvis man bliver arbejdsløs.
Derfor kaldes den danske model også flexicurity.
De danske fagforeninger advarer dog om, at modellen gradvist er ved at blive udhulet.
Dagpengeperioden er nemlig blevet halveret fra fire til to år. Samtidig får mange medlemmer af A-kasserne kun udbetalt et beløb svarende til omkring 50 procent af deres tidligere løn, hvis de ryger på dagpenge.
Dermed er sikkerheden for lønmodtagerne blevet mindre, lyder kritikken.
Løkke opfordrer dog de europæiske ledere til at søge inspiration i Danmark:
- Den danske model tjener både erhvervslivet og lønmodtagerne, og den har gennem historien gjort det nemmere for dansk økonomi at tilpasse sig forandringer i den globale økonomi.
Løkke fastslår samtidig, at der også i Danmark løbende er behov for reformer. Regeringens prioritet er lige nu at få sænket skatten, så det bedre kan betale sig at arbejde frem for at være på offentlig forsørgelse.
Seneste artikler
135 blev blitzet: Én havde meget travlt
Vandfestival blev en succes: Fortsætter næste år
Flere vidner afhøres i spektakulær yacht-sag
Annonce: Book mødelokaler i Aarhus til effektive dagsmøder - Guide
Først svarede de nej. Nu indrømmer Guldborgsundlisten, at de HAR modtaget støtte fra MSE
Mest læste artikler
Hus fra bondestenalderen fundet på Falster
Ung kvinde kørte i vandet: Mistede herredømmet over bilen
250 frivillige sendte de første af 10.000 løbere godt afsted
Kronprinsen til stor brofest
Flere vidner afhøres i spektakulær yacht-sag