Macron varsler lukning af franske militærbaser i Afrika
Frankrigs præsident præsenterer sine planer for landets militære tilstedeværelse i Afrika mandag. Foto: Stefano Rellandini/Ritzau Scanpix
Ifølge Frankrigs præsident skal landet være markant mindre tilstede militært i eks-kolonier i Afrika.
Frankrig vil mindske sin militære tilstedeværelse i Afrika markant.
Det meddeler Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, forud for en rundrejse til Central- og Vestafrika.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Planen indebærer blandt andet, at Frankrig vil lukke alle sine ordinære militærbaser på kontinentet.
Franske soldater vil dog fortsat være til stede i Afrika. Frankrig vil således oprette baser, der skal drives i samarbejde med de nationale hære i de pågældende afrikanske lande.
- Ændringen vil ske i de kommende måneder med en bemærkelsesværdig reduktion af vores antal (af soldater, red.), og en større tilstedeværelse af vores afrikanske partnere på disse baser, siger Macron.
Han understreger, at der er tale om en "reorganisering" og ikke en tilbagetrækning.
- Vi bliver - men sætter et mindre fodaftryk, siger præsidenten.
Han tilføjer, at Frankrigs fokus vil være på at træne og skaffe udstyr til lokale soldater, ligesom fransk militær i højere grad end tidligere vil bistå de afrikanske styrker med de udfordringer, de måtte have.
Fransk militær har allerede trukket sig ud af Mali og Burkina Faso efter flere års forsøg på at bekæmpe militante grupper i de to afrikanske lande.
Landet fjernede sine tropper fra Mali sidste år. De sidste franske soldater forlod landet i det nordvestlige Afrika i august efter næsten ti års tilstedeværelse.
Og så sent som i slutningen af januar i år meddelte Frankrigs militær, at man ville trække sine tropper ud af Burkina Faso inden for en måned.
Beslutningen blev truffet efter en anmodning fra militærjuntaen i Burkina Faso. Cirka 400 soldater skulle forlade landet.
Frankrig er fortsat tilstede militært i blandt andet Djibouti, Elfenbenskysten og Senegal, som alle er tidligere franske kolonier.
På sin rundrejse skal Macron besøge Gabon, Angola, Congo og DR Congo.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie