Masseoptøjer i Brasilien: Nu lover præsidenten reformer
Brasiliens præsident fremlægger nu en række reformer i et forsøg på at stoppe de voldelige demonstrationer, som har ramt landet de seneste dage.
I en tv-tale siger Dilma Rousseff, at hun vil forbedre det offentlige transportsystem og lover samtidig, at alle statens olieindtægter skal bruges på uddannelse. Desuden vil hun hente tusindvis af læger til landet for at forstærke sundhedsvæsnet, skriver BBC.
Brasilien har de seneste døgn været ramt af de største demonstrationer i to årtier - torsdag var op mod en million mennesker på gaderne i landets største byer.
Urolighederne begyndte for to uger siden, da billetprisen på offentlig transport blev hævet i São Paulo. Demonstrationerne spredte sig hurtigt til andre byer.
De vrede brasilianerne har også rettet deres utilfredshed mod det milliardbeløb, som regeringen har afsat til blandt andet VM i fodbold, som Brasilien afholder næste år.
Men Dilma Rousseff forsvarer VM-værtskabet og siger, at Brasilien altid har været velkommen ved internationale sportsbegivenheder.
- Vi vil behandle vores gæster med respekt og afholde et fantastisk VM, siger den brasilianske præsident.
Massedemonstrationerne er også begyndt at fokusere på korruption, politivold, arbejdsløshed samt mangler i uddannelses- og sundhedssystemet.
Vrede demonstranter forsøgte natten til fredag dansk tid at storme det brasilianske udenrigsministerium i hovedstaden Brasília, men blev slået tilbage af sikkerhedsstyrker.
Brasiliens præsident lover i fredagens tv-tale, at sikkerhedsstyrkerne vil opretholde orden i landets byer og forsvare offentlig ejendom, og hun fordømmer volden og hærværket, skriver nyhedsbureauet Reuters.
/ritzau/
Seneste artikler
Fede overskud og millionløn. Hvor er moralen?
Nu kan du stemme i alle kategorier
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro