Medie: Afholder andet krisemøde på to dage om optøjer
Premierminister Keir Starmer afholder ifølge Sky News tirsdag aften nyt krisemøde om optøjerne i en række britiske byer.
Benjamin Cremel/Ritzau Scanpix
I en række britiske byer er der opstået voldelige protester. Liste om mål at gå efter skulle også være delt
Den britiske premierminister, Keir Starmer, vil tirsdag aften afholde endnu et krisemøde i forbindelse med optøjerne i en række britiske byer.
Det erfarer Sky News. Også mandag afholdte Starmer krisemøde om sagen.
Optøjerne begyndte, efter at tre piger blev dræbt og ti såret af knivstik under et Taylor Swift-dansearrangement i Southport nord for Liverpool. En 17-årig dreng er mistænkt i sagen.
Siden er der opstået voldelige antimuslimske og immigrationskritiske protester i en række byer, efter at der har været spredt misinformation online. Hundredvis er blevet anholdt.
Ifølge The Independent har der cirkuleret en liste, hvor der er nævnt flere lokationer, som man vil gå efter onsdag.
Listen omfatter blandt andet adresser på immigrationscentre, advokatkontorer og velgørende organisationer.
Ifølge mediet er listen blevet delt af personer med tilknytning til den yderste højrefløj.
Samtidig erfarer Sky News, at advokatkontorer potentielt kan blive angrebet onsdag.
I alt har der været uroligheder en uge. Også dele af Nordirland har været ramt.
Efter angrebet er samtlige børn, som blev behandlet på Alder Hey-hospitalet i Liverpool, blevet udskrevet. Det oplyste hospitalet ifølge BBC tidligere tirsdag.
Derudover har politiet oplyst, at et barn fortsat modtager behandling et andet sted.
I alt blev otte børn og to voksne såret.
Mandagens type af møde kaldes også for Cobra - eller Cobr-møder. De sker som reaktion på større eller katastrofale kriser, og navnet er en forkortelse af "Cabinet Office Briefing Room". Det henviser til et specifikt mødelokale.
Ifølge Sky News vil politichefer og ministre være til stede på mødet tirsdag aften.
Politikilder har oplyst til mediet, at der onsdag i alt er planlagt 30 protester.
Tidligere tirsdag sagde den britiske vicejustitsminister, Heidi Alexander, til BBC Radio 4, at omkring 6000 "specialiserede betjente" står klar til at håndtere uroen i Storbritannien.
/ritzau/
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie