Meloni beder FN erklære krig uden nåde mod menneskesmuglere over alt
Giorgia Meloni, da hun fra FN's talerstol appellerede til resten af verden om at gå med i krig mod menneskesmuglere. Hun holdt talen natten til onsdag dansk tid. Foto: Eduardo Munoz/Reuters
Italiens premierminister opfordrer verden til at gå i nådesløs krig mod menneskesmuglere. I Italien kæmper øen Lampedusa med et voksende pres fra migranter.
Ritzau RitzauFrank Jørgensen/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Antallet af migranter, som kommer over Middelhavet til den italienske ø Lampedusa, når i disse uger nye højder.
Der har været dage, hvor synkefærdige skuder ligger i kø ud for havnen i Lampedusa med deres tætpakkede last af migranter fra afrikanske lande, fra Mellemøsten og fra lande længere væk som Afghanistan.
Giorgia Meloni har bedt EU om hjælp til at få bugt med problemerne, der imidlertid bare ser ud til at vokse og vokse.
Nu har den italienske premierminister henvendt sig til hele verden.
I sin tale til FN's Generalforsamling sammenligner hun de menneskesmuglere, der organiserer og tjener penge på trafikken med migranter, med narkosmuglere.
Annonce
Hun kalder dem "det tredje årtusinds slavehandlere", og hun vil i krig mod dem.
- Kan en organisation som denne, der i sit charter bekræfter troen på menneskers værdighed, vende det blinde øje til denne tragedie?
- Jeg mener, at det er denne organisations pligt at afvise enhver hyklerisk tilgang til sagen og i stedet føre global krig uden nåde mod menneskesmuglere, siger den italienske regeringschef.
- For at gøre det skal vi arbejde sammen på alle niveauer. Italien planlægger at være på frontlinjen.
Videre sammenligner Meloni menneskesmuglerne med "mafiaen".
Hun understreger, at kampen mod dem også indebærer, at fundamentale problemer på det afrikanske kontinent skal løses, sådan at Afrika kan "vækste og blive mere velhavende".
- Afrika er ikke et fattigt kontinent. Tværtimod. Det er rigt med strategiske ressourcer.
Frontex, EU's organisation til bevogtning af grænser, meddelte ifølge AFP onsdag, at det i lyset af det voksende pres på Lampedusa vil sende flere medarbejdere til Italien for at hjælpe med at håndtere migranterne.
Samtidig vil Frontex "øge det antal timer", som overvågningsfly er i luften for at holde øje med migrantskibe.
EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen (tv), og den italienske regeringschef, Giorgia Meloni, besøgte Lampedusa i søndags. Foto: Handout/Ritzau Scanpix
Frontex foreslår også, at satellitter øger overvågningen af de nordafrikanske kyster, sådan at blandt andre Italien kan få oplysninger om, hvornår og hvor der er migrantbåde på vej.
Annonce
Det er ikke givet, at det er forslag, der dæmper utilfredsheden og vreden i den italienske regering over situationen.
Meloni fra det højreorienterede parti Italiens Brødre blev blandt andet valgt på løfter om at sætte ind over for strømmen af migranter og standse den.
Meloni blev premierminister den 22. oktober i fjor, så der er gået et lille år nu, og det ser bare ud til at blive værre og værre.
Reuters påpeger, at Meloni for tre år siden jublede, da flådemissionen i Middelhavet "Sophia" lukkede. Det var et EU-program, der brugte skibe på at finde migrantbåde og så redde migranterne, der blev bragt til blandt andet Lampedusa.
Nu er hun premierminister, og hun vil have EU's skibe tilbage igen - dog på en noget anden mission end "Sophia".
I søndags, da hun sammen med kommissionsformand Ursula von der Leyen havde besøgt Lampedusa, sagde Meloni, at hun på næste EU-topmøde foreslår en ny EU-mission.
Endnu en af kystvagtens både med migranter, der er samlet op fra mindre skibe, lægger til kaj på Lampedusa. Menneskesmuglere tjener store penge på at fragte migranter over Middelhavet til blandt andet den italienske ø. Billedet er fra mandag den 18. september. Foto: Zakaria Abdelkafi/Ritzau Scanpix
I denne mission skal skibe patruljere tæt på nordafrikanske kyster og blokere for migrantskibe, så de ikke når EU.
/ritzau/
Situationen på Lampedusa
* Den italienske ø Lampedusa ligger forholdsvis tæt på Nordafrika. Mange både med migranter sætter kursen mod øen.
* Lampedusa har 6000 indbyggere. I sidste uge kom der 10.000 migranter. Alene mellem mandag og onsdag i sidste uge kom der 8500 i 199 små skibe, der lå i kø uden for Lampedusas havn for at komme ind.
* Strømmen af migranter fortsætter. 900 migranter kom til øen tirsdag. Da solen stod op onsdag, sejlede fem både med 171 migranter om bord ind i havnen.
* Indtil nu er der kommet 130.000 migranter til Lampedusa siden januar. Det er rundt regnet dobbelt så mange som i samme periode i 2022.
* Myndighederne har store problemer med at håndtere de mange mennesker og få dem videre til det italienske fastland.
* Onsdag skrev det italienske nyhedsbureau Ansa, at Lampedusas modtagercenter for migranter har plads til 400. Flere end 1700 er på centret. Næsten 450 af dem er uledsagede børn.
* Italien har længe kæmpet forgæves i EU for at få en ordning, hvor EU-landene deles om at tage imod migranterne.
Kilder: Reuters, AFP, dpa
/ritzau/
Glade migranter på Lampedusa i mandags. De har krydset Middelhavet og har fået EU-jord under fødderne. Foto: Zakaria Abdelkafi/Ritzau Scanpix
Seneste artikler
Se billederne: Da bjørnene blev sluppet løs i Bjørneskoven
Tidligere tv-vært Gregers Dirckinck-Holmfeld er død - 93 år
Allan Blak langer ud efter partitoppen i Dansk Folkeparti
Forældre i opråb om massive rotteproblemer på skole: - Det er ikke rart at vide, at mit barn render rundt i en rotterede
To cirkusser, to jubilæer og masser af løjer
Mest læste artikler
Nu indtager de Bjørneskoven
Vinden rusker: Fraråder vindfølsomme køretøjer
Diskoteksåbning hænger i en tynd tråd: - Vi er dødafhængige af det
Nyt museum i nakskov åbner med fjord-oplevelser
Ældreformand: Rystende besparelser