Merkel jubler over banktilsyn: Godt for EU

Foto: Johannes Eisele /Scanpix

Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, udtrykker lettelse over, at EU's finans- og økonomiministre natten til torsdag efter 14 timers forhandlinger i Bruxelles fik halet en aftale om et nyt, fælleseuropæisk banktilsyn i hus.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Det kan slet ikke værdsættes højt nok, siger Merkel i en tale til Forbundsdagen i Berlin, inden hun senere torsdag rejser videre til EU-topmøde i Bruxelles.

Kansleren fremhæver, at banktilsynet vil få stor betydning for EU, fordi det skal afsløre og korrigere dårlig praksis og problemer, så den slags ikke griber om sig og rammer hele eurozonen.

Banktilsynet skal være fuldt funktionsdygtigt 1. april 2014. Det skal under særlige omstændigheder kunne gribe ind i samtlige banker i eurozonen og de andre EU-lande, som bortset fra Sverige og Storbritannien alle har meldt ud, at de er positivt indstillet.

Tyskland, det største EU-land, har langtfra været begejstret ved udsigten til et fælles banktilsyn, blandt andet fordi man i Berlin har været bekymret for Den Europæiske Centralbank ECB's uafhængighed.

Men Merkel understreger over for parlamentet i Berlin, at hendes finansminister, Wolfgang Schäuble, fik presset tyske krav igennem i Bruxelles.

Således skal valutapolitikken og banktilsynet være tydeligt afgrænset hos ECB, der kommer til at huse det nye tilsyn.

Samtidig er det kun de største banker med aktiver for over 223 milliarder kroner, som skal kontrolleres af tilsynet. Dermed slipper langt de fleste af de tyske sparekasser og delstatsejede banker, omend det nye tilsyn også kan give de nationale tilsyn instrukser.

Med gennembruddet om banktilsynet er en af de største knaster forud for EU-topmødet ryddet af vejen, og EU's 27 stats- og regeringschefer kan begynde at drøfte langsigtede reformer.

- Vi skal sørge for, at vores unions styrker kan udfolde sig på en ny måde, siger Merkel.

- Vi skal have mod til forandringer, siger hun og tilføjer, at Europa skal bevares som et fredens, frihedens og velstandens sted.

Kansleren understreger, at de mange millioner af unge arbejdsløse i EU har brug for et fremtidsperspektiv.

- Vi arbejder alle for at efterlade et bedre Europa til vores børn, siger Merkel.

/ritzau/