Mexico er på vej mod et af de dødeligste år for journalister

På årets første seks uger er fem journalister dræbt. I 2021 lød det samlede dødstal for mediefolk på syv.

Offentliggjort Sidst opdateret

Mexico er på vej til at registrere et af de mest dødbringende år for journalister i landet i årtier.

Alene i 2022 er der allerede blevet dræbt fem journalister, hvor den seneste blev dræbt torsdag lokal tid.

Journalistdrabene får ngo'er til at råbe myndighederne op og opfodre til at retsforfølge gerningsmændene mere tilbundsgående.

- Dem, der løber den største risiko, er journalister med deres pen, computer eller diktafon. I sidste ende løber dem, der trykker på aftrækkeren, den mindste risiko, lyder det fra Juan Vazquez.

Han er talsmand for en ngo, der kæmper for rettigheder for pressen.

Det seneste offer for et journalistdrab var den 39-årige Heber Lopez Vazquez, der ledede et online medie i den sydlige delstat Oaxaca. Han blev skudt og dræbt for godt et døgn siden.

To mistænkte gerningsmænd blev efterfølgende anholdt, da de forsøgte at flygte fra gerningsstedet.

Lopez havde tidligere modtaget dødstrusler, som han mente, var forbundet med beskyldninger om korruption mod en lokal borgmester, oplyser gruppen Journalister uden Grænser (RSF).

Trods dødstruslerne var han ikke en del af et regeringsprogram, der giver beskyttelse til omkring 500 journalister i Mexico.

Med drabet på Lopez er Mexico ikke langt fra at overgå antallet af drab på journalister i 2021, hvor syv blev dræbt.

- De første seks uger af 2022 har været de mest dødelige for den mexicanske presse i mere end et årti, siger Jan-Albert Hootsen, der er repræsentant for Komitéen for Journalisters Beskyttelse i Mexico.

Omkring 150 journalister er blevet dræbt siden 2000 i Mexico. Kun en brøkdel af forbrydelserne har ifølge RSF resulteret i domme.