Mindst 32 dræbt ved skælv i Indonesien

Mindst 32 mennesker er blevet dræbt og 5000 drevet på flugt, efter at et kraftigt jordskælv har ramt Indonesiens hovedø, Java. Mange bygninger i hovedstaden, Jakarta, blev rystet, mens andre tættere på epicentret er styrtet sammen, oplyser myndighederne.

Der var rapporter om ødelæggelser i Tasikmalaya i nærheden af skælvets epicenter ud for den vestlige del af Java og nærliggende Bandung, der er en vigtig universitetsby. Sundhedsministeriet siger, at det har sendt lægehold til Tasikmalaya.

En embedsmand i sundhedsministeriet oplyser, at 32 indtil videre var blevet fundet døde, flere end 700 huse er svært beskadigede og at 600 andre huse er blevet lettere beskadiget.

Imidlertid siger Priyadi Kardono, en embedsmand fra Det Nationale Katastrofeagentur, at dødstallet kan være meget højere.

- Kommunikationen med kystområderne er blevet helt afskåret, så vi kender ikke til forholdene dér, siger han.

Jordskælvet kunne mærkes så langt væk som til Surabaya, Indonesiens næststørste by, omkring 500 kilometer nordøst for Tasikmalaya. Indonesiens største olie og gas-, stål- og mineselskaber med aktiviteter i de vestlige og centrale dele af Java tæt på skælvets epicenter meddeler, at de ikke er berørt af skælvet.

Der blev udsendt lokale tsunamivarsler for kystområder inden for mange hundrede kilometer fra epicentret umiddelbart efter skælvet, men de blev trukket tilbage omkring en halv time senere.

Ifølge USA's Geologiske Undersøgelser målte jordskælvet 7,0 på richterskalaen.

I Jakarta flygtede folk fra indkøbscentre og blev evakueret fra kontorhøjhuse, da bygningerne begyndte at svaje.

- Folk flippede helt ud. Det er første gang i syv år, det sker, siger den 32-årige kontorassistent Dhani Yahya fra Jakarta til nyhedsbureauet AFP.

/ritzau/Reuters

Et kraftigt jordskælv ud for øen Java i Indonesien har kostet mindst 32 mennesker livet og fået mange bygninger til at styrte sammen.

Offentliggjort Sidst opdateret