Minelandsby er snart ryddet - nu gemmer aktivister sig i minegange

Aktivister havde gemt sig i hytter i trækronerne, da politiet begyndte rømningen af den lille mineby onsdag. Foto: Malte Ossowski/Sven Simon/Ritzau Scanpix

Rydning af den tyske mineby Lützerath forsinkes, fordi klimaaktivister gemmer sig i minegange under jorden. Nu kommer Greta Thunberg på besøg.

Offentliggjort Sidst opdateret

Først barrikaderede de byen og gemte sig i hytter i trækronerne.

Nu har de også søgt tilflugt i minegange under jorden.

I Lützerath i den vestlige del af Tyskland gør klimaaktivister, hvad de kan for at spænde ben for udvidelsen af brunkulsminen Garzweiler.

Nu får de støtte fra en prominent kant.

Lørdag kommer klimaaktivist Greta Thunberg til byen for at være med til at demonstrere klokken 12.

Politiet var ellers tæt på at have tømt landsbyen for klimaaktivister, da det opdagede, at mindst to aktivister havde taget ophold i minegangene, skriver dpa.

Ifølge politichef i Aachen Dirk Weinsprach vanskeliggør og forsinker det politiets igangværende rydning af Lützerath.

- Vi ved ikke, hvor stabile konstruktionerne under jorden er. Vi ved heller ikke, hvordan luftforsyningen er dernede, siger han til dpa.

Politiet var fredag eftermiddag ikke i stand til at komme tæt på aktivisterne i minegangene.

I stedet arbejder en specialstyrke på, hvordan aktivisterne på forsvarlig vis kan fjernes fra minegangene, lyder det fra politichefen ifølge dpa.

Selv om mange aktivister har forladt byen, er nogle huse i byen fortsat besat.

Mange aktivister forventes desuden at vende tilbage lørdag. Her kommer den verdensberømte svenske klimaaktivist, Greta Thunberg, til minebyen.

Hun har selv varslet sin ankomst på Twitter.

Den lille flække er blevet kampplads mellem klimaforkæmpere og myndigheder, efter at regeringen i Berlin, Tysklands hovedstad, i efteråret besluttede at udvide kulminen.

Minebyen Lützerath er blevet en kampplads mellem klimaaktivister og myndigheder, efter at den tyske regering i efteråret besluttede, at byen skulle jævnes med jorden for at gøre plads til udvidelsen af brunkulsminen Garzweiler. Foto: Malte Ossowski/Sven Simon/Ritzau Scanpix

Det betyder, at Lützerath skal jævnes med jorden.

I månedsvis har aktivister belejret landsbyen, der ligger knap 40 kilometer sydvest for Düsseldorf i delstaten Nordrhein-Westfalen.

Det tyske politi har flere gange forgæves bedt aktivisterne forlade stedet.

Onsdag rykkede politifolkene frem og begyndte at fjerne aktivisterne.

Det er imidlertid ikke helt let. Det er en operation, der ifølge dpa kan tage flere uger.

Oprindeligt boede omkring 100 mennesker i byen. Efter at energiselskabet RWE fik rettighederne til minedepoterne i 2013, forlod beboerne byen.

Efter politiaktionen i Lützerath har der været aktioner mange steder i Tyskland mod miljøpartiet De Grønne.

Rømningen af Lützerath er foregået mere fredeligt, end det tyske politi havde forventet. Alligevel er der både blevet kastet molotovcocktails og brosten efter politiet. Foto: Benjamin Westhoff/Reuters

Partiet har som en del af den tyske tre-partiregering været med til at vedtage, at kulminen skal udvides.

Torsdag besatte aktivister økonomiminister og vicekansler Robert Habecks kontor i Flensborg. Samme dag blev også De Grønnes partikontor i delstaten Nordrhein-Westfalen besat, og vinduerne til partikontoret i Leipzig blev knust af sten.

De Grønne gik til valg på at udfase brugen af kul inden 2030.

Aktivisterne beskylder partiet for at svigte klima og miljø efter beslutningen om at udvide minen.

Sammen med det liberale FDP og socialdemokratiske SPD kom De Grønne til regeringsmagten i 2021.

Dengang lovede regeringen at udfase brugen af kul i landet.

Men energikrisen i kølvandet på krigen i Ukraine presser den tyske energiforsyning.

Lørdag kommer den svenske klimaaktivist Greta Thunberg til den tyske minelandsby Lützerath for at være med til at demonstrere over udvidelsen af brunkulsminen Garzweiler. (Arkivfoto). Foto: Yves Herman/Reuters

Det fik i efteråret regeringen til at tillade RWE at udvide minen med brunkul i Lützerath.

/ritzau/

Sagen kort

* 8. december 2021: Den tyske regering bestående af SPD, De Grønne og FDP bliver dannet med den socialdemokratiske forbundskansler Oluf Scholz i spidsen. Regeringen bliver dannet med et løfte om at udfase brugen af kul i landet.

* 13. juli 2022: Det besluttes at genaktivere en række lukkede kulkraftværker. Årsagen er faldende gasleverancer fra Rusland.

* 4. oktober 2022: Regeringen meddeler, at landsbyen Lützerath skal jævnes med jorden for at gøre plads til en udvidelse af kulminen Garzweiler. Energiselskabet RWE lover til gengæld at stoppe med at grave efter kul i år 2030 i stedet for år 2038, hvilket tidligere var aftalen.

* 9. januar 2023: Domstolene afgør endeligt, at aktivisterne, der har opholdt sig i Lützerath i flere måneder, skal forlade byen. Dermed får politiet grønt lys til at fjerne aktivisterne.

* 11. januar 2023: Politiet begynder at rømme Lützerath for klimaaktivister.

Kilder: AFP, dpa og Reuters.

/ritzau/

Ritzau Grafik. Foto: MAKI/Free

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu