Muligt attentatforsøg mod Trump: En uhyggelig virkelighed viser sig i USA

Trump-tilhængere dukkede op ved ekspræsidentens residens Mar-A-Lago i Florida for at vise deres støtte til Trump kort efter det mulige attentatforsøg. Foto: Giorgio Viera/Reuters

USA er en såret nation. For anden gang i valgkampen var Trump tilsyneladende målet for en skytte. Det viser, at landets toppolitikere sætter deres liv på spil.

Offentliggjort Sidst opdateret

Efter årtier uden politisk vold mod amerikanske toppolitikere tegner der sig en ny virkelighed.

Et muligt attentatforsøg var søndag rettet mod Republikanernes præsidentkandidat, Donald Trump.

Det er anden gang inden for to måneder, at ekspræsidenten tilsyneladende var mål for et attentat.

I midten af juli strejfede en kugle Trumps øre, og han undgik lige nøjagtigt at blive dræbt.

Søndag under en runde golf i sin golfklub i West Palm Beach i Florida formodes det ifølge forbundspolitiet FBI, at Trump igen var målet, da det blev opdaget, at der stak et geværløb ud igennem et hegn på banen.

Secret Service-agenter, som var til stede på golfbanen, åbnede ild mod manden, der senere blev anholdt.

Denne gang gik Trump uskadt fra episoden. Men USA som nation er såret, skriver CNN i en analyse.

- Undertonen af vold er en konstant skygge over amerikansk politik.

- Der vil nu være ny frygt for, at den stormfulde periode frem mod valget kan tage landet længere ned ad en mørk sti.

En "uhyggelig virkelighed" viser sig i år.

- De, som tilbyder sig til den højeste post, sætter potentielt set deres liv på spil, skriver CNN.

Amerikanerne skal vænne sig til en "ny normal" i politik, hvor splittelsen over de senere år er blevet større og større, bemærker BBC.

- Med tanke på den nationale epidemi af skyderier er disse angreb måske en uundgåelig ny virkelighed. Men for nu er det stadig chokerende.

Chokerende er det også for mange, at Trump tilsyneladende var så tæt på at få affyret skud imod sig igen.

Sherif i Palm Beach Ric Bradshaw forklarer, at sikkerhedstiltagene havde været strengere, hvis Trump var den siddende præsident.

- Hvis han var præsident, så havde hele golfområdet været afspærret. Men fordi han ikke er præsident, så var sikkerheden begrænset til de områder, som ifølge Secret Service var mulige at sikre, sagde han søndag på et pressemøde.

Secret Service var genstand for stor kritik i kølvandet på attentatet i juli, og sikkerhedstjenestens chef endte med at gå af.

Både USA's præsident, Joe Biden, og vicepræsident og præsidentkandidat Kamala Harris fordømmer hændelsen, som "ikke må føre til mere vold".

De lover Trump, at Secret Service har "alle ressourcer" til rådighed til at passe på ekspræsidenten frem mod præsidentvalget 5. november.

På golfbanen mellem femte og sjette hul blev Trump straks omringet af sikkerhedsfolk, da alvoren gik op for dem.

Han takker Secret Service for at passe på ham.

De spottede faren, da de var ved at tjekke, om det var sikkert for Trump at rykke videre til næste hul. Trump var mellem 360 og 460 meter derfra, da den mistænkte blev opdaget.

Efter det mulige attentatforsøg var Trump hurtigt ude at berolige sine støtter.

- Jeg er i sikkerhed og har det godt. Intet vil bremse mig. Jeg vil aldrig give op. Jeg vil aldrig overgive mig, skrev han i en mail til sine støtter, som kunne trykke på et link for at donere penge til hans præsidentkampagne.

- Jeg er kun blevet mere beslutsom efter endnu et forsøg på at tage mit liv.

/ritzau/

Det ved vi om den mistænkte

* Den mistænkte for et muligt attentatforsøg søndag mod Trump er 58-årige Ryan Wesley Routh, som tidligere har været på kant med loven.

* Ifølge amerikanske medierne blev Routh, der har levet det meste af sit liv på Hawaii, blandt andet anklaget for ulovlig våbenbesiddelse i 2002. Han skal have været i besiddelse af en kraftig maskinpistol.

* Routh har været anklaget for andre mindre forseelser. Han er angiveligt flygtet fra en trafikulykke og har gjort modstand mod anholdelse, fremgår det af hans straffeattest.

* Routh har tidligere skrevet en række opslag på X, hvor hans konto nu er suspenderet.

- Donald Trump, jeg valgte dig i 2016, og både jeg og resten af verden håbede, at præsident Trump ville være anderledes og bedre end den anden kandidat. Men vi var alle virkelig skuffede, og det virker til, at du bare bliver værre og værre, skrev han på X i juni 2020.

* Han har også i flere opslag henvist til attentatet mod Donald Trump ved et vælgermøde den 13. juli i Pennsylvania.

* Han har på sociale medier ytret sig kritisk om blandt andet krigen i Ukraine. Ifølge BBC peger indholdet på, at manden har været "dybt involveret" i forsøg på at få udenlandske soldater ind i Ukraine for at hjælpe i landets kamp mod Rusland.

Kilder: CBS, NCB, BBC og AP.

/ritzau/

Sherif i Palm Beach, Florida, Ric Bradshaw sagde på et pressemøde, at sikkerhedstiltagene havde været mere strikse, hvis Trump var den siddende præsident. Foto: Chandan Khanna/Ritzau Scanpix
Trump var mellem hul fem og seks på sin golfklub i West Palm Beach, Florida, da en mand med et gevær blev opdaget. Foto: Chandan Khanna/Ritzau Scanpix
Billeder viser de beviser, som blev fundet ved hegnet, hvor den mistænkte opholdt sig med et gevær. Foto: Chandan Khanna/Ritzau Scanpix
Trump blev i juli udsat for et attentat under et vælgermøde i Pennsylvania. Hans øre blev ramt, men han gik selv derfra med budskabet til sine vælgere: "Kæmp, kæmp, kæmp!". (Arkivfoto). Foto: Evan Vucci/Ritzau Scanpix
58-årige Ryan Wesley Routh er mistænkt for det mulige attentatforsøg på Trump. Ifølge BBC har han været "dybt involveret" i forsøg på at få udenlandske soldater ind i Ukraine for at hjælpe i landets kamp mod Rusland. (Arkivfoto). Foto: -/Ritzau Scanpix

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu