Nato godkender Patriot-raketter til Tyrkiet

Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) og hans 27 Nato-kolleger har tirsdag først på aftenen givet deres formelle godkendelse af, at USA, Tyskland og Holland kan sende Patriot-raketter til Tyrkiet for at beskytte deres allieredes grænse mod Syrien.

Offentliggjort Sidst opdateret

Generalsekretær Anders Fogh Rasmussen bekræfter på et pressemøde i Bruxelles, at beslutningen er truffet efter tyrkisk anmodning for at vise solidaritet over for et medlem af forsvarsalliancen.

Til enhver, der måtte overveje at angribe Tyrkiet, har Fogh et enkelt budskab:

- Glem det!

Fogh kommenterer på vegne af ministrene også de seneste dages ubekræftede forlydender om, at Syrien kan være ved at forberede brug af kemiske våben mod den syriske befolkning.

- Ministrene udtrykte stor bekymring over rapporterne om, at det syriske regime måske overvejer at anvende kemiske våben. Det vil være uacceptabelt og et brud på folkeretten, siger Fogh.

De deltagende lande skal nu selv godkende beslutningen om at udsende Patriot-raketter i deres respektive parlamenter. Det er især relevant for Tyskland og Holland. Blandt andet derfor er der endnu ikke oplyst detaljer om, hvor mange raketbatterier og hvor meget mandskab, der bliver tale om.

Ministrene understreger i en skriftlig erklæring, at der er snævre grænser for, hvordan Patriot-raketterne kan bruges.

- Enhver udsendelse er alene defensiv. Det vil på ingen måde støtte en flyveforbudszone eller nogen form for offensiv operation, hedder det i erklæringen fra ministermødet.

Fogh Rasmussen har tidligere sagt, at missilerne vil kunne være på plads i Tyrkiets grænseområde i løbet af nogle uger.

Tyrkiet bad 21. november formelt sine partnere i forsvarsalliancen Nato om beskyttelse mod luftangreb fra det borgerkrigsramte Syrien. Anmodningen kom, efter at syriske granater flere gange havde ramt civile områder på den tyrkiske side af grænsen.

Fogh understreger på pressemødet også, at intet er ændret i Natos tidligere afvisning af at gribe militært ind i selve Syrien.

- Vi har ingen intentioner om at gribe militært ind. Men vi vil selvfølgelig gøre, hvad der skal til for at beskytte vores allierede, siger Fogh.

/ritzau/