Norge overvejer olieaktivitet på Svalbard
Den norske regering har bedt Oljedirektoratet (OD) om at vurdere mulighederne for olieaktivitet på Svalbard.
- I forbindelse med en eventuel ansøgning om Svalbard som verdensarvsområde skal Oljedirektoratet se på, hvilke konsekvenser det kan have for en eventuel landføring eller transit af olie og gas via Svalbard, siger pressetalskvinde for OD Eldbjørg Waage.
Spørgsmålet kan blive aktuelt, hvis den nordlige del af Barentshavet åbnes for petroleumsaktivitet, siger hun til det norske fagtidsskrift Teknisk Ukeblad.
Politisk rådgiver i det norske Olje- og Energidepartementet Ivar Vigdenes bekræfter, at der er indledt et arbejde med at indstille dele af den arktiske norske øgruppe til Unescos verdensarvsliste.
- I et sådant arbejde vil det være naturligt at vurdere en eventuel fremtidig brug af Svalbard i forbindelse med olievirksomhed i Barentshavet. Det gælder for eksempel logistik, forsyning, baser og landanlæg, siger Vigdenes.
En ny forvaltningsplan for beskyttelsesområderne på Østsvalbard er sendt til høring, og flere frygter, at det vil betyde yderligere begrænsninger for kommercielle interesser.
- At frede havområderne øst for Svalbard vil være i alvorlig strid med norske interesser, geopolitisk, industrielt og økonomisk, siger Johan Petter Barlindhaug, der er professor ved Nordområdesenteret og bestyrelsesformand i North Energy.
Flere miljøorganisationer er massive modstandere af olieaktiviteter i polarområdet af frygt for konsekvenserne af et olieudslip i den sårbare natur.
Klimaforandringerne og den smeltende havis har tiltrukket sig olieselskabernes interesse i Arktis, hvor en sjettedel af verdens uopdagede olie- og gasreserver menes at ligge skjult.
Grønland har taget hul på olieefterforskningen i Baffinbugten, uden at der endnu er fundet nævneværdige mængder af de eftertragtede ressourcer.
/ritzau/NTB
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie