Når et nyt år tager sin begyndelse, går begivenheden i Thailand på tragisk vis hånd i hånd med en tragisk og langt fra festlig kendsgerning.
Nemlig en voldsom stigning i antallet af trafikdræbte.
Det nyligt overståede nytår blev ingen undtagelse, da hele 241 menneskers omkom som følge af ulykker i trafikken, oplyser Thailands sundhedsministerium i en rapport.
Samtidig blev 2382 personer kvæstet i løbet af thailændernes fire dage lange nytårsferie fra torsdag til søndag.
Ifølge sundhedsminister Wittaya Buranasiri var spirituskørsel den største årsag til de mange trafikdrab.
Således var der i næsten halvdelen af i alt 2167 ulykker en for høj promille involveret, mens for høj fart vurderes at være direkte skyld i en femtedel.
Departementschef i Styrelsen for Forebyggelse af Ulykker, Wibul Sanguanpong, fortæller til avisen Bangkok Post, at man har oplevet færre soloulykker, men flere voldsomme hændelser end tidligere år.
En af disse mere voldsomme ulykker i nytårsdagene indtraf, da 12 sørgende blev dræbt, da deres ladvogn den 30. december kolliderede med en passagerbus i den nordøstlige Buriram-provins.
De 10 kvinder og to mænd, der var på vej til begravelse og befandt sig på bilens åbne lad, blev dræbt på stedet, oplyser myndighederne.
FN har erklæret, at 2011-2020 er "tiåret for indsats for vejsikkerhed" med det mål at reducere antallet af trafikdræbte med 50 procent i perioden.
Thailand har samme målsætning, og politikerne har sat trafiksikkerheden på den nationale dagsorden. Men landet får endog meget svært ved at nå det ambitiøse mål, hvis man skal tro en førende ekspert.
- Regeringen har fremlagt sin masterplan, men hvordan skal den nå målet? Man har kun politikken, men intet ekstra budget er afsat.
- Ressourcerne til at igangsætte i forvejen planlagte kampagner er ikke nok, siger Thanapong Jinvong, der er chef i Gruppen for Vejsikkerhed, til Bangkok Post.
Der bor knap 67 millioner mennesker i Thailand.
Herhjemme var ulykker på vejene skyld i, at lige omkring 200 mennesker mistede livet i 2011.
Det er det laveste tal siden 1930'erne, oplyser Sikker Trafik.
/ritzau/
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie