Oprørere skyder ukrainske helikoptere ned
Ukraine har fredag morgen indledt, hvad de prorussiske separatister kalder et frontalt, militært angreb på byen Slavjansk i det østlige Ukraine. To ukrainske helikoptere er skudt ned af oprørerne, og to besætningsmedlemmer er dræbt.
Skudsalver og eksplosioner kan høres nær den oprørskontrollerede by.
Det ukrainske forsvarsministerium bekræfter, at to Mi-24-helikoptere er skudt ned, og at to fra mandskabet er dræbt.
Tidligere sagde indenrigsminister Arsen Avakov, at en helikopterpilot har mistet livet.
- Mod de ukrainske specialstyrker har terroristerne anvendt svært artilleri, herunder granatkastere og bærbare raketstyr. En pilot er dræbt, og der er sårede, skrev han.
En journalist fra nyhedsbureauet AFP, der befinder sig på stedet, fortæller, at han har set otte pansrede ukrainske køretøjer bryde gennem oprørernes kontrolpost lige syd for Slavjansk.
Angrebet er markant optrapning af konflikten, der har været støt voksende, siden prorussiske oprørere med magt overtog den ukrainske halvø Krim i februar, og Rusland kort efter annekterede området.
Angrebet fra den ukrainske hær kommer, efter at de prorussiske militser den seneste uge har optrappet deres angreb på politiet og offentlige bygninger i det østlige Ukraine.
Søndag hævdede en kilde i det russiske forsvarsministerium, at Ukraine var i gang med at forberede et militært angreb.
Til det regeringskontrollerede nyhedsbureau RIA Novosti sagde kilden, at 15.000 ukrainske soldater er mobiliseret i forstæderne til Slavjansk lige som 160 kampvogne, 230 infanterikøretøjer, pansrede mandskabsvogne, minekastere og raketsystemer.
For en uge siden tog prorussiske, militante separatister syv observatører fra Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) som gidsler, heriblandt en dansker. Observatørerne sidder fortsat indespærret i Slavjansk.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie