Orkan dræber mindst seks i Filippinerne

Orkanen Bopha dræbte tirsdag mindst seks mennesker, da det voldsomste uvejr i år ramte Filippinerne tirsdag og tvang over 50.000 mennesker til at søge beskyttelse i særlige centre og beskyttelsesrum.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bopha kom ind over øriget på den sydlige ø Mindanao med vindstød på op til 210 kilometer i timen og væltede træer og rev el-ledninger ned.

Blandt de seks dræbte var en ældre kvinde, hvis hus blev ramt af et væltende træ.

- Der er ingen deltaljer om de øvrige fem dødsfald, siger Freddie Bendulo, en ledende embedsmand i Davao Oriental provinsen.

Fire fiskere er meldt savnet af myndighederne ved Mindanaos østkyst.

Orkanen har taget lidt af i styrke, men frygtes at ramme flere andre af Filippinernes omkring 3000 øer, blandt andet Bohol.

- Der er tale om årets stærkeste orkan, advarede civilforsvaret i Manila mandag.

Orkanen har fået myndighederne til at evakuere 53.000 mennesker, og myndighederne har sat militæret og kystvagten ind i flere områder.

Filippinerne rammes af en snes orkaner dårligt, hvoraf nogle forretter store ødelæggelser.

Bopha er den 16. orkan i øriget i år.

I august omkom næsten 100 mennesker, og en million blev fordrevet fra deres hjem af voldsomme oversvømmelser.

Sidste år blev over 1500 mennesker dræbt af 10 destruktive orkaner.

/ritzau/AFP