Over 100.000 russere er flygtet til Serbien: Vores verden gik også itu

Russerne Anna Tjerepanova (til venstre) og Marija Nefjodova (til højre) er glade for deres nye liv i Beograd, hvor deres børn modtager sprogundervisning i Annas lejlighed. Foto: Oliver Bunic/Ritzau Scanpix

Modsat mange andre dele af Europa bliver russere budt velkommen med åbne arme i Serbien, hvor de frit kan ytre kritik af Putin og det russiske styre.

Offentliggjort Sidst opdateret

En gruppe russiske børn løber glade rundt i en lejlighed i Beograd, Serbiens hovedstad, og råber stolt de nye serbiske ord, som de lige har lært.

Børnene har det til fælles, at deres forældre flygtede fra Rusland efter præsident Vladimir Putins invasion af Ukraine og nu planlægger at blive boende i Balkan-landet.

Serbien er blevet et foretrukket tilflugtssted for russere, der flygter fra undertrykkelse, usikkerhed og muligheden for at blive sendt i krig.

Marija Nefjodova pakkede taskerne og sat kurs mod Serbien, så snart det første skud var affyret i Ukraine.

Hendes tiårige søn, Artemij, taler allerede flydende serbisk efter bare ni måneder i Beograd.

- Alt ændrede sig den 24. februar.

- Vores verden blev vendt på hovedet. Selvfølgelig ikke på samme måde som for dem, der er direkte påvirket, men vores verden gik også itu, siger hun.

Fra venstre til højre sidder de russiske børn 10-årige Gosja, 11-årige Platon og 12-årige Dasja, mens de bliver undervist i serbisk. Deres forældre planlægger at blive i Serbien, så børnene får privat sprogundervisning for at blive bedre klædt på til et liv i Balkan-landet. Foto: Oliver Bunic/Ritzau Scanpix

Siden invasionen er mere end 100.000 russere ifølge statsmedier ankommet til Serbien, som har knap syv millioner indbyggere.

Russerne har benyttet sig af en af de få tilbageværende flyruter til Europa, som ikke er blevet lukket som modsvar på krigen.

Den serbiske præsident, Aleksandar Vucic, sagde sidste måned, at Serbien er blevet "ligesom Casablanca".

Sammenligningen henviser til filmen "Casablanca" fra 1942, hvor byen af samme navn er fyldt med krigsflygtninge og spioner.

Modsat andre dele af Europa bliver russere budt velkommen med åbne arme i Serbien. De to lande har kulturelle og historiske bånd, der går århundreder tilbage.

- Jeg vil helt sikkert blive her, siger 41-årige Anna Tjerepanova, som er kommet til Beograd fra Moskva.

- Børnene er glade. Hvis de ikke følte sig veltilpasse, ville jeg overveje at flytte til et andet land.

Et vægmaleri i Beograd viser den berygtede russiske Wagner-gruppe. På billedet hyldes gruppen som "russiske riddere". Mange serbere er mere positivt indstillet over for Rusland og Putin, end de russere, som er kommet til byen, er. Foto: Oliver Bunic/Ritzau Scanpix

At bo i Serbien er dog også mærkeligt for de tilkomne russere. Hvor de nærmest per definition er indædte modstandere af Putin og det russiske regime, har serberne ofte en mere positiv indstilling.

Souvenirbutikker i Beograd sælger T-shirts med Putins ansigt på. Og bogstavet Z - symbolet på den russiske invasion af Ukraine - er malet på vægge på tværs af byen.

Med andre ord er det russerne i Serbien, som er de mest højlydte kritikere af Putins krig.

En gruppe mennesker overvejende bestående af russere har holdt flere optog imod krigen, holdt velgørenhedsarrangementer og overmalet de russiske symboler i Beograd.

For dem er det vildt, at de nu højlydt kan udtrykke deres utilfredshed uden at frygte fængsel.

De fleste immigranter er fra den russiske middelklasse og arbejder i store russiske techselskaber, som har åbnet nye kontorer i Beograd.

Men der er også nogle, som bruger deres erfaring som selvstændige til at skabe nyt i Serbien.

Ritzau Grafik. Foto: maki/Free

Den 42-årige forretningsmand Aleksej Novikov har for nylig åbnet Beograds første ciderbar. Han flygtede til Serbien fra Sankt Petersborg af frygt for at skulle i krig.

- I Rusland er erhvervslivet lidt mere udviklet, så jeg ser muligheder og perspektiver ved at bringe noget nyt til Serbien.

- Mange russere kom her for nylig. Jeg håber ikke, at vi bliver et problem for serberne, men at vi vil blive integreret i samfundet og gøre gode ting for at skabe et bedre liv for alle, siger han.

/ritzau/AFP

Russere indtager Serbien

* For mere end hundrede år siden flygtede russere i tusindvis også til Serbien. Det skete under Den Russiske Revolution.

* Næsten 3000 russiske selskaber er blevet registreret i Serbien siden februar.

* Store russiske techselskaber som Yandex, Luxoft og Wargaming har åbnet nye kontorer i Beograd eller udvidet eksisterende kontorer. De har flyttet hundredvis af ansatte til Serbien og beskæftiger også lokale.

* Mange serbere klager over, at ankomsten af russere overvejende fra middelklassen, hvis indkomst er langt højere end middellønnen i Serbien, har ført til markant højere lejepriser i store byer som Beograd og Novi Sad.

Kilde: AFP.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu