OVERBLIK: Sådan forløb natten til mandag i Ukraine-konflikten
Russiske soldater arbejder på at fjerne miner omkring stålværket Azovstal i Mariupol søndag. Foto: Alexander Ermochenko/Reuters
Polen og Ukraine har indgået en aftale, der skal gøre det lettere at kryds grænsen mellem de to lande.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, mener fortsat ikke, at det skal være tilladt for mænd i den kampdygtige alder at forlade det krigshærgede Ukraine.
Få et overblik over nattens begivenheder her:
* Ukraine og Polen gør det nemmere at krydse grænsen.
Ukraine og Polen vil etablere fælles grænsekontrol og sigter desuden efter sammen at oprette et jernbaneselskab, der skal være med til at forbedre Ukraines eksportmuligheder ved at gøre det nemmere at transportere varer til EU.
Aftalen blev indgået søndag i Ukraines hovedstad, Kyiv, i forbindelse med et besøg af Polens præsident, Andrzej Duda.
* Russiske soldater leder efter miner i Azovstal.
Søndag var russiske soldater i gang med at fjerne miner og murbrokker i området omkring stålværket Azovstal i Mariupol, som russerne nu har kontrollen over.
Ifølge en russisk soldat har både de ukrainske og russiske styrker placeret miner omkring stålværket.
Videoer viser russiske soldater eftersøge området omkring Azovstal med minedetektorer. Minerne er blevet detoneret på kontrolleret vis.
* Antallet af fordrevne overstiger 100 millioner på verdensplan.
For første gang nogensinde overstiger antallet af personer, der er fordrevet, 100 millioner. Det meddeler FN's flygtningeorgan, UNHCR.
Det er blandt andet krigen i Ukraine, der har fået tallet til at overstige 100 millioner, lyder det fra UNHCR.
* Zelenskyj nægter at lade kampdygtige mænd forlade Ukraine.
Det kan ikke komme på tale, at unge kampdygtige mænd skal kunne forlade Ukraine, når så mange soldater mister livet hver dag i krigen.
Sådan siger landets præsident, Volodymyr Zelenskyj, til den ukrainske netavis Ukraynskaja Pravda.
Præsidenten var blevet bedt om en kommentar til en underskriftsindsamling, som flere end 25.000 ukrainere har skrevet under på.
Underskriverne kræver, at mænd i alderen 18-60 år skal have lov at forlade landet. Det blev i konfliktens begyndelse gjort ulovligt for at sikre, at man havde kampdygtige mænd i landet til at kæmpe mod russerne.
* YouTube har fjernet 70.000 videoer siden invasionen af Ukraine.
Mere end 70.000 videoer og 9000 kanaler, der relaterer sig til Ruslands invasion af Ukraine og bryder platformens retningslinjer, er blevet fjernet fra videoplatformen YouTube.
Kanaler, der er relateret til det russiske forsvarsministerium og udenrigsministerium er blandt andet blevet midlertidigt udelukket fra at kunne publicere videoer på YouTube, fordi de beskrev krigen som en "befrielsesmission".
Kilder: TT, Reuters, AFP, The Guardian.
/ritzau/
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie