Overlevende: Oprøret i Warszawas jødiske ghetto var det rene selvmord

Død, frygt, sult. Sådan husker de få overlevende den jødiske ghetto i Warszawa.

80 år er gået, siden oprøret i ghettoen startede mod den tyske besættelsesmagt i Polen. Men beretningerne derfra synes akkurat lige så levende og gruopvækkende som for 80 år siden.

- Jeg fornemmede alt brænde rundt omkring mig, fortæller Krystyna Budnicka til AFP.

Hun er 90 år gammel og stadig bosat i Warszawa. Hendes minder fra den tid forbliver lyslevende.

- Vi mærkede varmen fra væggene, som vi ikke kunne røre. Det var, som om vi var i en brødovn, fortæller hun.

Krystyna Budnicka var blandt de 50.000 mennesker, der gemte sig i kældre og bunkere i den jødiske ghetto, da oprøret brød ud mod besætterne den 19. april 1943.

I den følgende måned slog tyskerne opstanden ned med ekstrem brutalitet og satte ild til hele distriktet.

Tyskerne oprettede Warszawa-ghettoen, et år efter at de invaderede Polen i 1939. Her indespærrede de op mod 450.000 jøder i et område på lidt over tre kvadratkilometer.

Mange døde af sult og sygdom, mens de fleste blev sendt til Treblinka-koncentrationslejren øst for den polske hovedstad.

Men den 19. april 1943 rejste hundredvis af jødiske oprørere sig mod nazisterne. De foretrak at dø i kamp frem for i gaskamre.

Da opstanden brød ud, var Budnicka ti år gammel. Hun havde allerede boet flere måneder i den bunker, som hendes brødre havde bygget under en bygning i ghettoen.

Hele hendes familie på ti personer gemte sig der i håbet om at overleve.

- Jeg følte mig svag, magtesløs, modløs og fortumlet, siger Budnicka.

- Jeg holdt fast i min mor. Jeg var bange, sulten og svag.

Da Nazityskland invaderede Polen, var omkring en tredjedel af Warszawas befolkning jøder.

Et år senere, da ghettoen blev oprettet, kunne ingen jøder frit forlade den.

Oprøret var det første store urbane oprør i det nazikontrollerede Europa.

I juli året før begyndte den store deportation. Allerede i september var op mod 300.000 jøder sendt til koncentrationslejre.

Nogen måtte gøre noget, syntes lederen af oprøret, Mordechaj Anielewicz. Men oprøret var dømt til at gå galt, og allerede den 8. maj mistede han livet.

Halina Birenbaum boede også med sin familie i en bunker under oprøret. Hun havde et håb om, at krigen ville ende, og hun ville være i stand til at flygte.

Hun blev under jorden i tre uger med kun vand, sukker og en smule marmelade, husker den 93-årige kvinde, der i dag bor i Israel.

- Vi var stuvet sammen og måtte tie. Vi kunne lugte røgen, da tyskerne brændte ghettoen ned blok for blok, siger hun.

- Oprøret var selvmord. Vi kunne ikke vinde, men vi var nødt til at gøre noget.

Da Birenbaum først var over jorden, så hun, at der intet var tilbage af ghettoen. Herfra blev hun sendt i koncentrationslejr med sin familie.

Også Krystyna Budnicka undslap sin bunker gennem kloaksystemet. Men hendes forældre, der på det tidspunkt var svage og ude af stand til at gå, nåede det ikke.

- Mor sagde til mig, at jeg skulle fortsætte. Jeg mener, at hendes sidste vilje var, at jeg skulle leve, siger hun.

Da hun kom op af kloakken, var hun udmattet og sulten.

- Jeg var nødt til at lære at gå igen, for jeg havde været under jorden i otte måneder, husker hun.

Hele hendes nærmeste familie døde i Holocaust.

- Jeg sørgede ikke over dem, for jeg havde ingen tårer tilbage, siger hun.

Hvor oprøret fandt sted, står der i dag et museum med efterladte ting.

En brændt barnesko, en forkullet barnevogn, knust køkkengrej.

De ting, der er udstillet i den polske hovedstad, fortæller historien om, hvordan jøder i Warszawa i krigstiden levede, elskede og døde.

/ritzau/AFP