Pensioner er i fokus ved parlamentsvalg i Rumænien
Ludovic Orban blev indsat som premierminister i Rumænien i november 2019, efter at landets socialdemokratisk-ledede regering måtte træde tilbage. Orban er fortaler for økonomiske reformer og budgetdisciplin. Foto: Inquam Photos/Reuters
Inquam Photos/Reuters
Søndagens valg i Rumænien ligner et tæt løb mellem borgerlig regering og socialdemokratisk oppositionsparti.
Vælgerne i et af EU's fattigste medlemslande, Rumænien, skal søndag stemme om et nyt parlament, og meningsmålinger tyder på en tæt afgørelse mellem premierminister Ludovic Orbans borgerlige regeringsparti, PNL, og det socialdemokratiske oppositionsparti, PSD.
Blandt valgkampens store temaer har været pensioner og økonomiske reformer. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Siden det seneste valg i 2016 er tre regeringer blevet væltet i kølvandet af korruptionsskandaler, og Rumæniens økonomi hænger ifølge de førende internationale kreditvurderingsbureauer i laser.
Det seneste år er valutaen, leu, således blevet handlet tæt på historisk lave niveauer i forhold til euroen.
Trods den dårlige økonomi og store underskud på statens budgetter fik PSD i efteråret gennemtrumfet en pensionsforhøjelse på 40 procent.
Det store oppositionsparti måtte for et år siden afgive regeringsmagten efter en mistillidsafstemning.
Men partiet kan stadig mønstre et flertal i parlamentet og kunne derved få pensionsforslaget vedtaget trods modstand fra premierminister Orban og regeringen, som havde lagt op til en pensionsstigning på 14 procent i finansloven.
En forhøjelse på 40 procent tangerer ifølge Orban økonomisk kriminalitet, og hans finansminister, Florin Citu, mener, at en så markant forhøjelse vil gøre ondt værre for landet.
- Det vil betyde, at vi risikerer ikke at kunne fortsætte med at finansiere budgetunderskuddet uden urimeligt høje udgifter og med meget høje renter, har Citu sagt ifølge mediet Balkan Insight.
Den 57-årige Orban har i valgkampen slået på, at Rumæniens økonomi skal rettes op, og det samme skal infrastrukturen og den offentlige service.
Samtidig ønsker han at styrke Rumæniens position i EU, som landet har været medlem af siden 2007.
- Der er en afgørende beslutning at tage 6. december: Vi kan blive et topmedlem af EU eller forblive et smølehoved. Jeg er ikke tilfreds med et middelmådigt Rumænien, sagde Orban på en vælgermøde.
Orban har også lovet vælgerne, at han vil standse PSD's forsøg på at mindske domstolenes uafhængighed og skærpe den politiske kontrol med retsvæsnet, hvis han er i stand til at danne en ny regering efter valget.
Over 18 millioner vælgere kan stemme søndag, men kommentatorer forventer en valgdeltagelse på kun omkring 40 procent. Mange ventes at holde sig væk af bekymring for at blive smittet med coronavirus.
Valglokalerne åbner klokken 6.00 og lukker klokken 20.00.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie