Pentagon drøfter ifølge NBC at trække 10.000 USA-soldater ud af Østeuropa
General Christopher G. Cavoli, øverstkommanderende for USA's soldater i Europa, siger, at hans råd er, at styrken på anslået 80.000 soldater ikke skal reduceres. Men det er præsident Donald Trump og hans forsvarsminister, Pete Hegseth, der afgør det. (Arkivfoto). Foto: Henrik Montgomery/Ritzau ScanpixHenrik Montgomery/Ritzau Scanpix
Der cirkulerer planer i Pentagon om at trække tusindvis af amerikanske soldater ud af Østeuropa, siger en stribe kilder. Topgeneral afviser.
Ritzau RitzauFrank Jørgensen, Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Da Rusland den 24. februar 2022 angreb Ukraine, sendte USA yderligere 20.000 soldater til Østeuropa for at styrke Natos boldværk mod Rusland, som nu havde vist sig som en aggressiv nabo.
Det var Joe Biden, der var USA's præsident dengang. Nu hedder præsidenten Donald Trump, og han har ikke lagt skjul på, at han vil have de europæiske lande til at tage et større ansvar for deres eget forsvar.
Samtidig forsøger han at få Rusland og Ukraine til at indstille krigen, og ifølge seks forskellige kilder, som tv-stationen NBC har talt med, er han også på vej med en nedskæring af antallet af soldater i Østeuropa.
De seks kilder er amerikanske og europæiske embedsmænd. AFP skriver, at planen er at trække 10.000 soldater ud af Rumænien og Polen.
Der er ikke oplysninger om, hvor langt amerikanerne er med planen.
Annonce
Tirsdag var general Christopher Cavoli i høring i Repræsentanternes Hus' forsvarsudvalg i Washington D.C., den amerikanske hovedstad.
Cavoli er øverstkommanderende for USA's kommando i Europa, og under høringen blev han spurgt, om der er planer om ændringer i USA's tilstedeværelse i Østeuropa.
- De vigtigste lokationer, hvor vi har styrker lige nu, det er der, hvor de er, og det er der, hvor vi planlægger at beholde dem, sagde han ifølge AFP.
Hvis det viser sig, at der trækkes soldater hjem, så vil det være gode nyheder for Ruslands præsident, Vladimir Putin, vurderer Seth Jones fra Center for Strategiske og Internationale Studier over for NBC.
Ifølge forsvarsekspertens vurdering vil det i givet fald skubbe til Putins "villighed til at blande sig på forskellige måder" i Europa.
Pete Hegseth, USA's forsvarsminister, har sagt til sine europæiske kolleger, at de ikke skal vente, at USA's militære tilstedeværelse i Europa varer for evigt.
USA havde over 100.000 soldater i Europa, da Putin angreb Ukraine.
65.000 var udstationeret permanent, mens de sidste 35.000 var forstærkninger og personale, der løbende skiftes ud.
Præsident Trump og hans administration har ikke lagt skjul på, at den vil have de europæiske lande til at yde mere til deres eget forsvar. Billedet er fra et forsvarsministermøde i Natos hovedkvarter i Bruxelles den 13. februar. Fra venstre er det general Christopher Cavali, chef for USA's soldater i Europa, Natos generalsekretær, Mark Rutte, og til højre står USA's forsvarsminister, Pete Hegseth. Foto: Yves Herman/Reuters
Det tal er faldet nu, sagde general Cavoli i høringen. Nu er der omkring 80.000.
Annonce
- Det er mit råd, at vi bevarer styrkesammensætningen, som den er nu, sagde han.
Reuters skriver dog, at det er præsident Donald Trump og forsvarsminister Pete Hegseth, der står med den endelige afgørelse om, hvad der skal ske med USA's styrker i Europa.
De europæiske lande er i øjeblikket i gang med en stor oprustning. Det skyldes Ruslands aggression og tvivl om, hvorvidt Trump vil holde USA i Nato og træde til, hvis et Nato-land bliver angrebet.
/ritzau/
USA's styrker i Europa
* USA har mange tusinde soldater udstationeret i Europa i forbindelse med Nato-samarbejdet.
* Da Rusland angreb Ukraine i februar 2022, havde USA omkring 100.000 soldater i Europa. 65.000 permanent udstationerede soldater. De 35.000 andre var forstærkninger eller soldater på rotation.
* Nu er der omkring 80.000 soldater udstationeret.
* Forskellige kilder siger, at USA har planer om at trække 10.000 soldater ud af de to østeuropæiske Nato-lande Polen og Rumænien.
* Præsident Donald Trump og hans administration har ikke lagt skjul på, at den vil neddrosle sit engagement i Europa og overlade mere af kontinentets forsvar til de europæiske lande.
Seneste artikler
Samarbejdet er ophørt: Valsemøllen er ikke trygge ved Danish Agro
Kommunen stod ved døren: - Vi var skjult
Et mausoleum over dansk sukkerproduktion
Forfatteren bag Badehotellet og Krøniken er død - 78 år
Pless jubler: Lykkelig for, at hun fortsætter
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Sukkerdirektør svarer: Hvad nu med Nakskov og Nykøbing?
Klimaminister tager afstand fra gasrør til Lolland efter lukket fabrik
- Et godt tidspunkt
Hotel Falster bliver del af Dancenter-koncern