Pfizer vil søge om godkendelse til tredje vaccinestik i USA
Mikael Dolsten, der er forskningschef ved Pfizer, siger, at Pfizer inden for en måned vil ansøge om godkendelse i USA til et tredje stik med vaccinen fra Pfizer/BioNTech. (Arkivfoto) Foto: Neil Hall/Ritzau ScanpixNeil Hall/Ritzau Scanpix
Tidlige data i ikke-offentliggjort studie viser ifølge Pfizer betydeligt flere antistoffer ved et tredje stik.
Ritzau RitzauRitzau
OffentliggjortSidst opdateret
Pfizer planlægger inden for en måned at søge om godkendelse i USA til et tredje stik med selskabets vaccine mod covid-19.
Det siger forskningschef Mikael Dolsten i et interview med nyhedsbureauet Reuters og flere andre medier.
I øjeblikket er vaccinen fra Pfizer/BioNTech godkendt til nødbrug i USA, og den kræver to stik, før en person er færdigvaccineret.
Forskningschefen begrunder den varslede ansøgning med to ting:
For det første viser foreløbige data, at de, der har fået Pfizer-vaccinen et halvt år efter vaccinationen, oplever et faldende niveau af antistoffer og dermed har større risiko for at blive smittet.
Annonce
Dolsten understreger dog, at selv om niveauet af antistoffer falder, ser beskyttelsen mod alvorlig sygdom ud til stadig at være høj ifølge Pfizers data. Pfizers data er endnu ikke offentliggjort.
For det andet henviser Pfizer til Delta-varianten, der er på fremmarch i en lang række lande. Det er den variant, som først blev opdaget i Indien.
- Pfizer-vaccinen er meget effektiv mod Delta-varianten, siger forskningschefen.
Men efter et halvt år "er der sandsynligvis en risiko for reinfektion, da antistofferne - som forventeligt - aftager", siger han.
Ifølge Mikael Dolsten indikerer data fra Israel og Storbritannien, at selv med et faldende niveau af antistoffer reducerer vaccinen stadig antallet af tilfælde med alvorlig sygdom med covid-19 med omkring 95 procent.
Pfizer oplyser, at der samtidig er foreløbige data i et ikke-offentliggjort studie, der viser, at personer efter tredje stik udvikler mellem fem og ti gange så mange antistoffer mod coronavirus som efter andet vaccinestik.
Topchef hos Pfizer Albert Bourla har tidligere indikeret, at folk muligvis skal have et stik med vaccinen hver 12. måned, som man kender det fra årlige influenzavacciner.
Forskningschefen, Mikael Dolsten, mener, at det tredje stik især vil være vigtigt at give til folk i de ældre aldersgrupper.
Pandemien har vist, at alder spiller en faktor for, hvor alvorligt et sygdomsforløb man risikerer at få, hvis man smittes med coronavirus.
Det er også blandt grundene til, at en række lande, herunder Danmark, startede med at vaccinere de ældste i befolkningen først.
Annonce
Mens nogle lande er langt med deres vaccination af befolkningen, er store dele af verdenen knap begyndt.
Hvis de amerikanske myndigheder godkender, at der kan gives et tredje stik med vaccinen, kan det øge efterspørgslen yderligere.
Derfor er Pfizer ved at undersøge, hvordan selskabet kan sætte yderligere fart på produktionen.
Ifølge Eric Topol, der er professor i molekylær medicin og leder af Scripps Research i Californien, bør man dog ikke basere beslutningen om at give et tredje vaccinestik udelukkende på mængden af antistoffer.
Han siger, at man på den måde ignorerer andre vigtige dele af kroppens immunrespons, som også reagerer mod virus.
- Der er brug for bedre studier til at afklare det. Det handler ikke kun om at neutralisere antistoffer, siger professoren.
Det er uvist, om og i givet fald hvilken betydning udmeldingen fra det amerikanske selskab kan få for Danmark.
Da Pfizer i begyndelsen søgte om at få sin vaccine godkendt til brug på voksne og senere også til at bruge vaccinen på børn, ansøgte selskabet i USA først og siden hos Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA).
Pfizers vaccine er den, der er givet flest stik med i Danmark. Her vaccineres også med vaccinen fra Moderna. Vaccinerne fra AstraZeneca og Johnson & Johnson er det muligt at bede om at få i en dansk tilvalgsordning.
Af foreløbige data i et studie, som Pfizer endnu ikke har offentliggjort, fremgår det angiveligt, at personer efter et tredje stik udvikler betydeligt flere antistoffer end efter det andet stik. (Arkivfoto) Foto: Eduardo Parra/Ritzau ScanpixEduardo Parra/Ritzau Scanpix
Seneste artikler
Festivalleder: - Vi er dér, hvor vi skal være
Hus fra bondestenalderen fundet på Falster
Der var sommerfugle i maven før historisk broløb
250 frivillige sendte de første af 10.000 løbere godt afsted
Næsgaard-elever løber med i stor stil: - Broløbet er once-in-a-lifetime
Mest læste artikler
Hus fra bondestenalderen fundet på Falster
Stopper efter 140 år: - Vi kan ikke betale købmanden med traditioner
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Kronprinsen til stor brofest
250 frivillige sendte de første af 10.000 løbere godt afsted