Polens underhus stemmer ja til udskældt medielov
Onsdag var der igen demonstrationer i Polens hovedstad, Warszawa, imod den nye medielov. Oppositionen og dens støtter mener, at loven indskrænker pressefriheden. Foto: Janek Skarzynski/Ritzau Scanpix
Janek Skarzynski/Ritzau Scanpix
Medielov, der forbyder ikkeeuropæisk ejerskab af medier i Polen, forårsager dyb politisk splittelse.
Underhuset i Polens parlament har onsdag aften godkendt en omstridt ny medielov, der strammer reglerne om udenlandsk ejerskab af polske medier.
228 parlamentarikere stemte for, mens 216 var imod. Ti afstod fra at stemme.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Modstandere af loven mener, at den er lavet for at kvæle tv-stationen TVN24, der er kritisk over for Polens regering.
Tv-stationen er ejet af det amerikanske medieselskab Discovery.
Debatten forud for onsdagens afstemning i parlamentet i Warszawa foregik med råb og skænderier, der tydeliggør den dybe politiske splittelse i Polen.
Tusindvis af polakker har i de seneste dage protesteret mod loven.
Også internt i regeringen har loven udløst stor politisk strid. Uenighederne var medvirkende til, at Polens premierminister, Mateusz Morawiecki, tirsdag fyrede en af sine to vicepremierministre, Jaroslaw Gowin.
Gowin er leder af et mindre parti, der indtil tirsdag var med i regeringskoalitionen sammen med blandt andet Morawieckis parti, Lov og Retfærdighedspartiet (PiS).
PiS mener, at den omstridte medielov er nødvendig for at forhindre, at lande som Rusland og Kina vil overtage polske radio- og tv-kanaler.
I USA siger udenrigsminister Antony Blinken, at han er "dybt foruroliget" over den nye medielov.
Blinken udtaler ifølge nyhedsbureauet AFP, at loven "truer mediefriheden og kan undergrave Polens stærke investeringsklima".
Blinken opfordrer ifølge Reuters den polske præsident til ikke at underskrive den nye lovgivning.
En talsmand for USA's udenrigsministerium siger desuden, at den amerikanske regering følger udviklingen i Polen nøje.
Det gælder både den nye medielov og en anden lov om Holocaust, som højtstående amerikanske embedsmænd har drøftet med deres polske kolleger i de seneste timer, siger ministeriets talsmand, Ned Price.
- Polens regering har nu en mulighed for at vise os med sine handlinger - og ikke kun med ord - at den står ved de værdier, der forener vores transatlantiske alliance og de værdier, der binder USA og Polen sammen, siger Ned Price ifølge Reuters.
Også EU har tidligere rettet en skarp kritik mod Polen for at indføre love, der ifølge EU-Kommissionen ikke harmonerer med EU's demokratiske værdier.
Lovforslaget sendes nu videre til behandling i det andet kammer i parlamentet, senatet.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie