Politiet stormer protestplads i Ukraines hovedstad
Kampklædte politistyrker har natten til onsdag forsøgt at rykke ind på Uafhængighedspladsen i Ukraines sneklædte hovedstad, Kijev, der har været centrum for provestlige massedemonstrationer i den seneste tid.
Det rapporterer de internationale nyhedsbureauer.
De omfattende sikkerhedsstyrker, der bærer skjolde og hjelme, har forsøgt at sprede demonstranterne og få dem væk fra den centrale byplads, fortæller en korrespondent for nyhedsbureauet AFP, som befinder sig på stedet.
Men det er tilsyneladende ikke lykkedes.
De seneste meldinger peger på, at demonstranter strømmer til Uafhængighedspladsen i stort antal. AFP-korrespondenten skønner, at der befinder sig omkring 10.000 mennesker på pladsen tidligt onsdag morgen.
Nyhedsbureauet Reuters skriver, at politistyrkerne ikke har fjernet teltlejren, som demonstranterne har boet i de seneste 10 dage i vinterkulden.
- Vi følger begivenhederne i og omkring Maidan (Uafhængighedspladsen i Kijev, red.) med stor alvor. Undertrykkelse er ikke vejen frem for Ukraine - det bør være reform, lyder det fra den svenske udenrigsminister, Carl Bildt, på Twitter.
Et meget stort antal demonstranter har siden slutningen af november været på gaden i Kijev for at protestere mod regeringen og præsident Viktor Janukovitj, fordi Ukraine har sagt nej til en handelsaftale og et tættere forhold til EU.
Janukovitj har gjort det klart, at han ønsker nære relationer til Moskva, og han har sagt, at der ikke er noget alternativ til Rusland som handelspartner.
Ukraines opposition har dog ikke tænkt sig at give op, selvom politiet er rykket ind på pladsen i Kijev. Lederen af oppositionen, Arsenij Jatsenjuk, opfordrer til demonstrationer i millionstørrelsen.
- Vi vil ikke glemme det her. Der vil komme millioner, og hans (præsident Viktor Janukovitj, red.) regime vil kollapse, siger Jatsenjuk til demonstranterne på Uafhængighedspladsen i Kijev natten til onsdag ifølge AFP.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie